Når vore kroppe, ja selve livet åbnes op for teknologisk intervention, forestillet eller ej, så er det selve vilkårene for den menneskelige og samfundsmæssige eksistens der interveneres i og her er der mange interesser på spil. Dette ses tydeligt i den eksplosion af hybrider der er blevet aktuelle eller genaktualiseret de senere år. Livet eller det biologiske har fået sin egen politik, økonomi, etik, kapital, værdi, ansvar, socialitet og konservatisme, for bare at nævne nogle af dem, der optræder og bliver behandlet i foreliggende temanummer. Spørgsmålene om moral, menneskets værdighed, identitet og natur samt større principielle spørgsmål angående hvilket samfund vi ønsker vi ønsker at leve i trænger sig stadigt mere på i takt med at nye alliancer mellem liv, krop og teknologi aftegner sig. 

Interview med Nikolas Rose.

Vi er blevet somatiske individer, dvs individer der i stigende grad erfarer, handler og udlægger sig selv som kroppe i en biomedicinsk diskurs. En diskurs der inspireret af systembiologien bygger på en "overfladisk" epistemologi, der bliver på overfladen, i modsætning til Foucaults karakteristik af det moderne episteme, hvor en række overflade fænomener forklares på baggrund af nogle underliggende dybder (Freud, Marx m. fl). Fremkomsten af det biologiske selv får  konsekvenser for vores forestillinger om normalitet og sygdom. I og med at de nye teknologier, med den nye genetiske risikoviden til sin rådighed, ikke kun sigter mod at kurere og helbrede, men også forebygge og forbedre er grænserne mellem normalt og unormalt, sygdom og sundhed blevet mere diffuse. Nogle har i denne forbindelse frygtet at de nye teknologier vil forandre menneskets selvforståelse i en sådan grad at vi ikke længere ved hvem eller hvad vi er (Habermas, Fukuyama)

Ikke desto mindre udgør mulighederne for at kontrollere, optimere og manipulere de mest vitale egenskaber ved mennesket som biologisk krop og "selv" feltet og perspektiverne for vor tids bio-eller livspolitik. Nye former for styring sætter sig igennem når vores vante selvforståelse, lebensführung og forpligtelser udvides eller tilføjes vores genetiske dispositioner. Med governmentality tænkningens fokus på forsøget på at forme adfærd med henblik på ganske bestemte formål viser Rose at begrebet om det informerede samtykke, herunder retten til selvbestemmelse ikke er helt så neutralt og ikke-styrende som det lyder. 

Læs engelsk udgave her.

Interview med professor Lene Koch

I interviewet Der findes ingen "rigtige" etiske svar tager Lene Koch, professor ved sundhedsvidenskabeligt institut, KU, tråden op fra Nikolas Rose, idet biovidenskaberne og den nye risikovidens rolle i de mere generelle etiske strategier for selvudfoldelse diskuteres med begrebet om det informerede samtykke som akse.

Det frie informerede valg, der for de fleste repræsenterer modsætningen til den statslige autoritære eugenik er ifølge Koch ikke så frit endda og der drages flere paralleller til den gamle eugenik.

Der er tale om ny form for styring, der måske nok tager udgangspunkt i det frie individuelle valg men den viden og de informationer, som den enkelte får, forpligter, og implicerer en række individuelle og ikke mindst sociale fordringer.

Lene Koch mener at systemet burde træde i karakter og tage større ansvar for teknologierne, for den enkelte og for samfundet i det hele taget.

Af Anne Mette Fruelund Andersen

I denne tekst påvises det, hvorledes det etiske princip, der ligger til grund for begrebet om det informerede samtykke problematiseres og udfordres af bioteknologiens fremkomst med særligt fokus på mulighederne for gentestning.

Anne Mette Fruelund Andersen, der er Ph.d.-stipendiat ved Center for Bioetik og Nanoetik, Aarhus Universitet, beskriver, hvorledes det informerede samtykke ikke alene kan baseres på et etisk princip om respekten for det enkelte individs selvbestemmelse. De valg, man stilles overfor i forbindelse med gentestning angår nemlig ikke kun det enkelte individ, som skal afgive sit informerede samtykke, men også en lang række af andre individer, man står i biologisk relation til.

Bioteknologien accentuerer dermed en grundlæggende biologisk forbundethed, som man ikke kan undslippe. Derfor må de etiske overvejelser, som bioteknologien rejser, suppleres med en etik, der basere sig menneskets grundlæggende udlevererthed til hinanden, som det hedder med den danske teolog K. E. Løgstrup.

Interview med Mette Hartlev.

I dette interview lægges et juridisk perspektiv på reguleringen af bioteknologi. Mette Hartlev, der er lektor i sundhedsret ved KU, gennemgår reguleringens faser fra 1980erne til i dag, og fremhæver hvordan forskellige aktører i stadig forhandling, har ændret fokus i reguleringen fra det befrugtede æg, over den barnløse familie til de aktuelle håb for sygdomsbehandling.

Samspillet mellem regulering, videnskab, teknologi, Etisk Råd og de politiske partier diskuteres i lyset af den offentlige debat i Danmark.

Det konkluderes, at debatten til trods for sine mange retninger, er blevet gradvist mere konkret i takt med bioteknologiens udvikling. Der mangler dog stadigt at blive lagt en række brikker i det puslespil af etik, behandling og offentlighed debat, som kendetegner reguleringen af bioteknologi og stamcelleforskning.

Interview med Klaus Høyer

Historisk set har udviklingen af det kapitalistiske marked skabt en skarp adskillelse mellem personer og ting. Denne distinktion gør os ude af stand til moralsk at kapere handel med menneskeligt arvemateriale, som hverken er det ene eller det andet.

Adjunkt Claus Højer, institut for sundhedsvidenskab, Københavns Universitet fortæller i interviewet, hvordan
spørgsmålet om ejerskab af cellerne og det menneskelige arvemateriale i virkeligheden viser, at også etik er en form for regulering af samfundet. En regulering, som finder sted netop i diskussionerne om eksempelvis patent på stamceller.

Høyer forklarer også, hvorfor han ikke ser patentdiskussionen inden for stamcelleforskningen som en glidebane, selvom der kan være nok så meget brug for at flytte fokus fra netop patent- og ejerskabsdiskussionen til en debat om, hvad patenterne betyder, og for hvem.

Af Lars Thorup Larsen.

Er det i bioteknologien selv, vi skal finde kernen i problemet om politiseringen og kapitaliseringen af det biologiske liv – dets arvemasse, organer etc.?
Eller forudsætter en nuanceret forståelse af bioteknologien snarere et historisk blik på den rationalitet, som siden oplysningstiden på forskellig vis har forbundet økonomi, politik og befolkning?
Er kapitalismen med hjælp fra teknologien blevet biopolitik eller har kapitalisme altid været biopolitik?

Disse spørgsmål diskuterer Lars Thorup Larsen, adjunkt, Ph.d. ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, i denne artikel ved at opstille en teoretisk forbindelse mellem biopolitik og økonomi med udgangspunkt i Foucault. Dermed fremsættes tesen, at den moderne økonomiske rationalitet altid har været biopolitisk.

Artiklen tager afsæt i en kritik af de seneste års brug og misbrug af biopolitik-begrebet. Det er, hævdes det, ofte blevet misforstået enten på grund af en alt for teknologicentreret tilgang (Nikolas Rose) eller en for statscentreret tilgang (Giorgio Agamben), som fraskriver biopolitikken dens økonomiske kerne.

Med udgangspunkt i Foucaults udvikling af begrebet i en forelæsningsrække fra 1979, Biopolitikkens fødsel, argumenteres for, at nøglen til en forståelse af biopolitikken skal søges i befolkningsbegrebet, som ifølge Foucault bliver det væsentlige omdrejningspunkt, der forbinder biologi, politisk økonomi og liberalisme i det 18. århundrede.

Dermed bliver det også tydeligt, hvordan den økonomiske liberalisme, idet den betragter forholdet mellem markedet og befolkningens selvregulering ud fra et princip om rigdomsmaksimering, repræsenterer en biopolitisk regeringsform.

Af Kristian Høyer Toft

’Håbets Teknologi - samfundsvidenskabelige perspektiver på stamcelleforskningen i Danmark’ er titlen på den bog som BioCampus - et af Københavns Universitets fire tværfaglige satsningsområder-lancerede i begyndelsen af året.

Bogen belyser stamcelleforskningen ud fra et tværfagligt, samfundsvidenskabeligt perspektiv og undersøger stamcelleforskningens introduktion og etablering i Danmark.

I følgende anmeldelse af bogen diskuterer Kristian Høyer Toft de metodiske præmisser som artiklerne i bogen operer med, nemlig de sociologisk orienterede Science and Technology Studies (STS). Høyer Toft konkluderer at STS perspektivet på stamcelleforskningen kan være både frugtbart og begrænsende.

Fx er det oplysende, at det ifølge ’Håbets Teknologi’ kan være vanskeligt at beskrive stamceller neutralt, fordi fortolkningen af stamceller er knyttet til bestemte interesser og aktører. Ikke desto mindre har det ifølge Høyer Toft en række filosofiske konsekvenser at acceptere denne form for konstruktivisme, og Høyer anbefaler derfor en række ’rettesnore’ for STS-metoden.

Af Francis Fukuyama

I nærværende artikel er Francis Fukuyama, professor i international politisk økonomi ved John Hopkins School of Advanced International Studies, blevet bedt om at beskrive verdens farligste ide.

Fukuyama frygter, at den eksplosive udvikling indenfor eksempelvis bioteknologi udgør en trussel mod den menneskelige essens - og dermed mod de grundlæggende lighedsidealer, som det vestlige, liberale demokrati bygger på. Fukuyama udnævner derfor det tankesæt, der legitimerer den rasende udvikling, nemlig transhumanismen, til verdens farligste ideer.

Af Nick Bostrom

Nick Bostrom, direktør for Future of Humanity Institute ved Oxford University, giver her svar på den kritik, Francis Fukuyama retter mod transhumanismen.

Bostrom problematiserer bl.a. Fukuyamas påstande om, at mennesket har en essens, at denne essens er forudsætningen for, at mennesket kan kræve lige rettigheder, og at transhumanismen vil ødelægge denne essens ved at relativere den.

Af Thomas Søbirk Petersen.

Nutidens dopingbekæmpelse er præget af for meget vanetænkning og teknologiforskrækkelse. I denne artikel forsøger Thomas Søbirk Petersen, der er adjunkt, Ph.d. i moralfilosofi ved afdelingen for Filosofi og Videnskabsteori, RUC, at udfordre forestillingen om, at præstationsfremmende stoffer er principielt uforenelige med sportens verden og stiller sig kritisk overfor det moralbegreb, som World Anti-Doping Agency’s (WADA) forbudsliste repræsenterer.

Lovliggøres præsentationsfremmende stoffer og metoder, såsom EPO, betablokkere og intravenøst drop, vil det på sigt have to signifikante fordele. Dels vil eliteidrætsudøvernes kunne forbedre deres sundhedsmæssige tilstand, dels vil en sådan lovliggørelse have en social effekt, da mulighederne for at udøve sport på lige vilkår vil blive større.

Derimod er det et problem, at eliteudøvere, som konsekvens af den stramme lovgivning, ikke har de samme rettigheder som personer, der ikke udøver sport på eliteplan, og som har fri adgang til en række forbudte stoffer fx betablokkere og hormontilskud.

På et generelt plan knytter artiklen an til en diskussion om, at den foranderlighed, som kroppen undergår i andre sammenhænge vha. nye teknologier, ikke finder sted inden for sporten, der bør være langt bedre til at omfavne de muligheder, som de teknologiske landvindinger og den medicinske udvikling giver.

Læs også teskten nedenfor af Inge Kryger Petersen, der diskuterer Søbirks tekst.

Af Inge Kryger Petersen.

Denne tekst tager kritisk udgangspunkt i ovenstående tekst af Thomas Søbirk.

Inge Kryger Petersen, der er lektor ved Sociologisk Institut, KU, argumenterer for, at doping ikke bare er snyd men simpelthen korrumperer sporten som system.

For sport har hverken noget med kunst og underholdning eller sundhed at gøre, men er sit helt eget system, der har indbygget såvel et ligheds- som et forskelsprincip, hvor lige parter skal dyste med henblik på at finde en forskel, der ikke umiddelbart kan forklares.
Det system, og dermed sporten, ødelægger brugen af doping.

Af Thomas Søbirk Petersen.

Thomas Søbirk Petersen tager til genmæle overfor Inge Krygers Petersens kritik af "No Dope, No Hope". Søbirk har fem indvendinger til Krygers kritik i "Sportens spil handler ikke om sundhed". Søbirk retter afslutningsvist en kritisk kommentar til Inge Kryger Petersens eget bud på hvorfor EPO korrumperer sporten og bør forblive på forbudslisten.

Inge Kryger Petersen er lektor ved Sociologisk Institut, KU mens Thomas Søbirk Petersen er adjunkt, Ph.d. i moralfilosofi ved afdelingen for Filosofi og Videnskabsteori ved RUC.

Af Niels Brügger

Når forholdet mellem krop og teknik sættes i forbindelse med fremmedgørelse og forfald, sker det ofte ud fra en klassisk forestilling om kroppen som en autonom og lukket størrelse. Imidlertid bliver det mere og mere vanskeligt at begrebsliggøre, hvor krop og teknik adskiller sig fra hinanden.

Med udgangspunkt i Marcell Mauss, Marshall McLuhan og Paul Virilio opstiller Niels Brügger, der er lektor ved Institut for informations- og medievidenskab, Aarhus Universitet, tre scenarier, der nuancerer og sammentænker forholdet mellem krop og teknik.

For det første kan kroppen betragtes som teknik i sig selv, idet bevægelser og kropsfunktioner udgør tekniske redskaber.
For det andet kan teknikken anskues som en naturlig forlængelse af og protese på kroppens ydre funktioner, og omvendt kan teknikken trænge helt ind i kroppen og fungere indefra, som protese for kroppens indre organer.

I dette perspektiv problematiseres ideerne om den teknologiske fremmedgørelse og det kropslige forfald, fordi der sættes spørgsmålstegn ved en naturlig og umiddelbar kropslighed. 

Af Gert Balling
Her inviteres du med på en tour de force igennem historiens forskellige begreber om henholdsvis mennesket og teknikken. Gert Balling belyser disse begrebers udviklingshistorie og deres indbyrdes relationer ud fra to klassisk forskellige perspektiver - det humanistiske og det naturvidenskabelige - med deres to forskellige formål: Nemlig naturvidenskabens kamp for at kortlægge og operationalisere naturen til glæde for menneskeheden, og humanisternes kamp for at udbedre det vakuum, der opstår mellem natur og operationaliseret natur - mellem menneske og teknik.

Spørgsmålet er selvfølgelig hvilket menneske, der er centrum for disse bestræbelser. Operationaliseringen har nemlig affødt et nyt menneskebillede...og et nyt vakuum. Forude venter Homo Technicus.