Af Ulrik Ekman.

I den udvidede virkelighed, man møder i nutidens digitale kultur og projekter i informationskunst, er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at distingvere klart mellem forskellige korporealiteter (fysiske, mekaniske, kemiske, biologiske, psykiske, bevidste, forstående, intelligente, rationelle), ligesom grænserne for human kropslighed synes overmåde svære at få øje på.

Dette tidsskriftsnummer retter sig mod en udforskning af (post)human kropslighed som problemstilling for en epoke karakteriseret ved udvidet virkelighed og informationsteknologisk allestedsnærvær.
Artikelbidragene sigter specielt mod en fint differentieret behandling af denne problemstilling i forhold til mulighederne for menneskeligt kropslig æstetisk erfaring af den samtidskunst, der aktivt og eksplorativt involverer nye medier, digitalitet og IT. Artiklerne forfølger spørgsmålet om menneskelig krop og kropslighed i en bred vifte af mediekunstformer i informationskulturen i dag – fra installationskunst over arkitektur, video, mobiltelefoni, computerspil, reklamer, sportsmediering og wearable computing til kunstigt liv.

Denne introduktion søger specifikt at artikulere og udfolde kompleksiteten i den helt aktuelle forskningsmæssige debat om posthuman kropslighed, som udgør den bredere kontekst for de følgende artiklers behandling af vigtige facetter af en korporeal medieæstetik af i dag.

Af Arild Fetveit.

Digitaliseringen av audiovisuelle medier, har understøtte en postproduksjonsestetikk og muliggjort grenseoverskridende estetiske former, ikke minst med hensyn til spatiotemporal fleksibilitet og representasjon av menneskekroppen. Dette diskuteres i dette bidraget med utgangspunkt i Chris Cunninghams video til Portisheads Only You (1997), og Cunninghams eget videoprosjekt Rubber Johnny (2005). Mens videoen til Only You iscenesetter en postindustriell humanisme i sin måte å figurere kroppen, presser Rubber Johnny opp mot sansenes grenser og en posthumanisme som stiller spørsmål om hva det menneskelige er.

Af Bent Fausing.

Artiklen undersøger hverdagsæstetikkens forestillinger om teknologi, nærmere bestemt en tv-reklame for en mobiltelefon fra Nokia. Nokias slogan er, som bekendt: ”Nokia – connecting people”. Hvilken funktion tilskrives denne succes-teknologi via billeder, narrativer, lyde, interaktioner og affekter?

Mobiltelefonen og dens digitale kamera vises som en teknologi, der kan skabe et originalt menneskeligt tilstedevær og en speciel interaktion. Mediet, teknologien, er en nødvendig hjælper for at komme til denne originale og tabte humanitet. ’Uden teknologien ingen særegen humanitet’ er profetien.

Denne personifikation eller antropomorfisering er vigtig for brandingen af den ny teknologi. Teknologien bliver betragtet som skaber af en teknotranscendens mod en mere kvalificeret humanitet, som er i kontakt med fundamentale humane værdier som intuition, fantasi og sansning. Det drejer sig i alle tilfælde om kvaliteter som teknologien og industrialiseringen er blevet kritiseret for at have taget væk fra den menneskelige eksistens. Det, teknologien har taget væk, kommer nu tilbage via ny teknologi som en nødvendig hjælper til en bedre humanitet.

Teknologien peger mod en glemt præ-human og ikke mod den så ofte nævnte post-humane tilstand, er konklusionen.

Af Anne Ring Petersen

Bidraget diskuterer, hvilken rolle videoinstallationen har spillet i de seneste årtiers radikale receptionsæstetiske omstillinger inden for samtidskunsten i almindelighed og installationskunsten i særdeleshed. I fokus for diskussionen står beskuerens krop og spørgsmålet om på hvilke måder videoinstallationer kan involvere kroppen og siges at appellere til kroppens sensorium på andre måder end klassiske billedmedier som maleri og fotografi. Der argumenteres for at videoinstallation opererer med en ’posthuman’ krops- og subjektopfattelse, og at den deltager i udviklingen af nye multisensoriske receptionsformer lige fra genrens undfangelse i 1960’erne. I forlængelse heraf påvises det, at videoinstallationer kan invitere til en vifte af forskellige receptionsformer, hvoraf artiklen særligt koncentrerer sig om at redegøre for tre: navigation, immersion og interaktion.

Af Kjetil Sandvik

Jeg krummer mig sammen, drejer om min egen akse, satser og springer halvanden meter op i i luften, spinder rundt og med et voldsomt halvcirkelspark sender jeg min modstander i gulvet. Egentlig er det kun min kickbokser-karakter i Tekken 5 som foretager denne akrobatiske handling; selv har jeg kun trykket på et par knapper og vrikket lidt med en styrepind. Men mine muskler værker og jeg er lettere forpustet… Kropsligheden findes på mange niveauer i computerspil - fra den computermedierede fysik, der ligger i at føle sig forbundet til spilkarakteren, over det taktile i mødet med spillets interface, til overskridelsen af skærmens rumlige repræsentation gennem anvendelse af surround-sound og samspil med det fysiske rum og spillerens krop.

Essayet undersøger disse forskellige niveauer af kropslighed i computerspil, men fokuserer især på det paradoks, der ligger i at avancerede spilkarakterer, som – især i 3D-kampspil – bliver udstyret med en stigende grad af kompleks performativitet og som rummer detaljeret fysiognomi, evne til at udvikle og udføre komplicerede partiturer og koreografier, skal styres gennem relativt simple kommandoer udført via mus, tastatur, controllere: Hvordan konstrueres spillerens oplevelse af tilstedeværelse (telepresence) i spillets computerskabte rum og identifikation med den avatar som han/hun styrer; hvordan skaber disse spil en kropslig oplevelse på tværs spillets simple interfaceoperationer.

Af Bo Kampmann Walther.

Essayet handler om sportens ­ og i særdeleshed fodboldens ­ teknologiske

reversibilitetstriumf. Med de moderne massemediers massive indtrængen i

sportens virkefelt kan tiden betvinges og, næsten, vendes om. Moderne medier

dvæler ved kroppen som en plastisk skønhed, enten i et frossent "nu" ­

sekundet før helflugteren lander i netmaskerne ­ eller i den fart og

flygtighed, som efterlader beskueren stakåndet tilbage. Sportens post-humane

væsen og den medieteknologiske determinisme er intimt sammenkoblede. Essayet

er på sporet af den kobling via sondringer i sportskroppens rolle,

fodboldens medierede æstetik og fascinationen af virkeligheden som et miks

af rå dokumentarisme og glamourøs iscenesættelse.

Af Anders Michelsen.

Med udgangspunkt i kunstprojektet Black Shoals diskuteres forholdet mellem kunstigt liv i computere – ”Alife” program-former - og den menneskelige krop. Alife analyseres som kroppe ”in silico”. Det vil sige kroppe, som fremstilles artificielt gennem computermodeller, hvor aspekter af menneskekroppen - organiske strukturer - simuleres og dermed rykker ved vores forståelse af den menneskelige krops singularitet. Alife signalerer et nyt komplekst interface mellem det ukendte og det artificielle som et særligt forhold af fakticitet. Hvilket i videre forstand er et skisma mellem menneskelig kreativitet og teknologi. De former for kompleksitet, der genereres af artefakter, kan ikke tages som verdens kompleksitet, men som et faktum vedrørende denne kompleksitet: de føjer for det første noget til vores modellisering af verden, og de føjer for det andet noget til verden gennem deres fakticitet. Og det er ikke muligt at fremstille en sikker relation mellem disse to tilføjelser.

Hanne-Louise Johannesen

De to værker Blur Building af Diller + Scofidio og Underscan af Rafael Lozano-Hemmer, der begge udelukkende eksisterer i kraft af avanceret computerteknologi, er her omdrejningspunktet for en undersøgelse af, hvordan man som ’beboer’ eller ’bruger’ af arkitektur må imødekomme helt anderledes udfordringer.

I værkerne er ens tilstedeværelse afgørende for, at der opstår et rum og en arkitektonisk ramme, og rummet reagerer på ens tilstedeværelse. Man må nærmest iklæde sig rummet for at gå på opdagelse i det spektakulære skue, der er rammesat af arkitekterne. Men hvilken oplevelse er på spil og hvad betyder den aktive deltagelse for relationen mellem arkitektur og bruger? Kan vi kaste os ud i fri leg med kontrol over situationen eller bliver arkitekturen omklamrende som tågen i Blur Building?

Af Lone Koefoed Hansen.

Artiklen undersøger, hvordan parløbet mellem virtualitet og materialitet italesættes i kunstartefakter, der tematiserer og problematiserer computerens og kroppens samspil. I takt med at de digitale teknologier smelter sammen med vores 'virkelige' verden, opløses modstillingen mellem det virtuelle og det materielle, idet det virtuelle materialiseres, og det materielle får virtuelle egenskaber.

Med udgangspunkt i de analyserede kunstartefakter argumenterer Lone Koefoed Hansen for, at vores liv ikke nødvendigvis bliver mere og mere virtuelle, men at teknologien snarere bliver mere og mere materiel,
organisk og 'humaniseret'.

Af Ulrik Ekman

Artiklen præsenterer meksikansk-canadiske Rafael Lozano-Hemmers arbejde inden for performativ og interaktiv mediekunst i sin helhed, både hans projekter i relationel arkitektur og hans installationsmæssige subskulpturer, fra tidlige værker som Surface Tension (1993) over hans gennembrud med Vectorial Elevation i 2000 til den seneste store præsentation af hans oeuvre ved biennalen i Venedig 2008.

Igennem artiklens konkrete analyser af Lozano-Hemmers installationsprojekter argumenteres der for, at disse fremstiller en tankevækkende behandling af grænsefladerne mellem menneskelig kropslighed og den nyere informationsteknologi under udvikling navnlig siden årtusindskiftet inden for ubiquitous computing og udvidet eller blandet virkelighed. Lozano-Hemmers arbejde synes her af særlig vigtighed grundet sin fint differentierede tilnærmelse til samspillet i dag i denne kontekst mellem en bevægende, primært taktil sanselighed og en mangfoldigt kompleks, indlejret informationsteknologi. Ikke mindst forekommer Lozano-Hemmers informationskunst provokerende eller medrivende i sin bevægelse henimod en immanent anden- og andethed i humane livsformer, en potentiel in-humanitet eller et indre ydre i menneskelig kropslighed, der berører og bevæger ethvert menneskeligt 'os' med sin animalske dynamik og energi.

Efterord af Arild Fetveit