Over det nationale
Af Hans Hauge

Mange har nok hørt, at der intet er over folketinget. Der kan vel heller ikke være noget højere end højeste ret – for ikke at tale om noget højere end højere uddannelser. Alligevel viser det sig, at der er noget ovenover alting.

Ovenover er der en reel udfordring. Jeg hæfter mig ved begge ting: At den er reel, og at den er over-national. Demokratiet er fjendeløst. Det er ikke udfordret. Der er ingen, der ikke hylder det som den højeste værdi. Der er altså ikke noget oven over demokratiet, og der er ikke noget efter demokratiet – andet end mere demokrati. Det er det sidste. Historiens afslutning. Men det ovenover demokratiet er endnu ikke demokratisk. Det er en udfordring. Demokratiet er for langt nede. Det skal hæves op.

Det er ikke demokratiet som ide, der er udfordret, men det nationale demokrati. Udfordringen består i, at der ikke findes et folk ovenover det nationale. Kan man have et demokrati uden demos, altså et -krati? Udfordringen er den, at vi indtil i dag kun har kendt demokratiet som en overensstemmelse mellem det politiske og det kulturelle eller nationale. Overensstemmelsen var horisontal. Hvis vi adskiller demokrati og kultur eller nation og stat, da får vi en nationalisme, der er upolitisk. Det er vi ved at få, synes jeg. Det nationale er ikke længere ideologi – hvad vi tror på – men det er blevet identitet – hvem vi er.

Oplæggets tre over-nationale udfordringer er: Forurening, terrorisme og økonomiske forhold. De udspiller sig på det niveau deroppe og rammer os hernede. De er transnationale. De er det globale. Det synes åbenbart. Er de også reelle? - Det er de, men de er også medierede. Det reelle kan nemlig ikke sådan umiddelbart ses.

Det er de fælles farer og risici, der skaber et globalt fællesskab. I det nationale opfandt vi den onde anden, for at vi kunne have et fællesskab – tyskeren, svenskeren –, men i den globale verden er fjenden, den onde anden, forureningen. Den skaber et varmt – fysisk på grund af opvarmning og metafysisk på grund af faren - fællesskab, og faren skal vi fordele ligeligt. Global politik tåler ikke uenighed. Der findes ingen militærnægtere i krigen mod forureningen og ingen ateister. Næsten da. Den globale politik er ekstremt konsensusfikseret. [1] Vi skal være enige. Tænk, hvor vi foragter amerikanerne, når de ikke er enige om, at verden er nær sin undergang.

Terroren er hverken politisk eller national. Den er ikke et alternativ til noget, for vi er helt uinteresseret i, hvad terroristerne vil. Selvmord er ikke en ideologi, men en identitet. Dog er der her ikke konsensus. Mange mener faktisk, at terroren er en opfindelse, der skal legitimere en ny overvågningsverdensstat.

Når vi kommer til den sidste udfordring, den økonomiske, da er der nok enighed om at den er en udfordring til nationalstaten, men ikke om hvilken økonomisk udfordring, der er tale om. Er den neoliberal? Er det bare kapitalismen? Den gammelkendte. Og der går ikke længe, før globalisering er blevet til globaliseringsmyten. Findes den? Har globaliseringen ikke altid været der osv. Lad det stå lidt hen i det uvisse.

 

Op og ned og ind og ud
Men hvorfor er forurening, terror og de økonomiske forhold overnationale? Lad mig dvæle lidt ved det, der er reelt, og som er det – måske –, fordi det er ovenover. Hvorfor er det ovenover os mon mere virkeligt? Skjuler der sig noget metafysik her? Hvis der nu er noget over folketinget og højesteret og militæret og dronningen og folkekirken, så befinder vi os nedenunder i det nationale, der er nede ved jorden.

Bemærk, at jeg har føjet tre institutioner til, der alle er før-nationale. Ja, der er noget, en hel del, over folketinget, men har I lagt mærke til, at det, der er over, ligger nede i Bruxelles? Dette nede i Bruxelles er et nationalt nede.

Der er noget over højeste ret, og det er menneskerettighederne – nede i Strasbourg, og militæret er under Nato. Men der er ikke en kejser over dronningen, og en pave over folkekirken endnu. Det er ikke lykkedes kirkelige aktivister at få folkekirken til at spille med i det mellemkirkelige råd, og der findes intet overkirkeligt. Der gør der i den katolske verden.

Vi har ikke nævnt indvandringen som en reel udfordring for det nationale demokrati, ligesom udvandringen var det for 100 år siden. Vi lavede velfærdsstaten for, at ikke alle skulle vandre ud. Nu er der fare for velfærdsstaten, fordi for mange vandrer ind.

Indvandrere kommer, som man kan høre, ikke ovenfra og ned, men udefra og ind. Der kommer både noget oppefra og udefra. Noget presses ned over hovedet, og nogen kommer ind, og vi får besked på – fra oven – at vi ikke må se ned på dem. Vi må ikke se ned, men vi må heller ikke se ind. Vi må helst ikke være indadvendte, men vi skal se ud. Med andre ord: Vi skal se op til og ud mod og ikke ned og ind. Vi er jo ikke under-trykkere.

Der er altså noget over folketinget og noget højere end den højeste ret, for de er kun partikulære, mens alt det, der er over, er universelt. Det universelle er nærmere ideernes rige. Ligesom mennesket er over danskeren, for mennesket er ligesom mere generelt, således er der mange ting, der er over folketinget.

Folketinget er kun government, og ovenover government er der governance. Fra folkestyre til selvstyre. Og menneskeretten må naturligvis stå over dansk, tysk, fransk og engelsk ret. Engang troede vi, at det universelle inkarnerede sig i folket, men det har forladt folket igen og ladt det tilbage i sin egenart. Det universelle trives bedre andre steder. Det har nemlig fødder og ikke rødder. Det universelle er McWorld.

Det universelle har altid været ovenover os, især over os i Europa, for vi har lært af Platon, at der er noget ovenover al ting. Det hedder metafysik. Det, der er over, er som regel virkeligere end det, der er nede ved jorden. Ved jorden at blive, det huede os bedst, men det huer ikke dem mere. Det er kun fysik og Boden, og ikke metafysik og Geist. Ikke underligt, at vi kan føle os under-trykte, når der er så meget over os og truede, fordi der kommer så meget ind til os – helt ind i folkehjemmet. Og det er faktisk endnu værre. Der sker også noget under os.

Grundloven skulle gerne være grunden, vi står på. Vort nationale fundament. Men ganske som der er noget over folketinget, er der noget under grundloven og folketinget.

Der kommer faktisk mere og mere til under os, og mange føler derfor grunden forsvinde under fødderne. Der presses ovenfra, og grunden forsvinder nedenunder. Vi bliver kortere. Det pibler op nedefra med etniske grupper, forskelle, multikulturer, regioner, lokaliteter, sprog, minoriteter. Der er så meget dernede under folkedybet, som vi troede var det dybeste, men det er det ikke. Folket er som en homogen, hvid masse i en sandwich klemt mellem det heterogene overnationale og det multietniske undernationale.

Der var engang, hvor der ikke var noget over folketinget og intet nedenunder folkedybet. Der var engang en grænse og et indenfor og et udenfor. Når nogen bankede på, som det hedder, kunne de gode lukke op og de onde lukke i.

Nationalstaten synes at have sendt noget af sin magt opad til det overnationale og sendt noget nedad til det undernationale eller regionale. Det passer vel meget godt til vores oplevelse og til ideen om, at folketinget er for småt til det store og for stort til det små. Men hvad er der så egentlig tilbage til det? Er det folketinget, der er blevet et Mickey Mouse parlament? Hvad er det så, der er overnationalt?

 

EU som ø
Jo, i første omgang må det være EU. Og hvad er undernationalt? I første omgang må det være de regionsstater, der er ved at opstå af sig selv og uden et folk, men med befolkninger. Øresundsregionen f.eks. De er en slags hybridstater, men de er uden folkelig legitimitet. Det samme er EU. Men tingene gentager sig. Nationalstater bør ikke være øer, siges det formanende. Det må mennesker heller ikke. Det har været svært for englænderne at vænne sig til. England - den ukendte ø, hed en berømt bog. Nationalstater er ligesom mennesker interdependente, eller de er i netværk, de holder noget af den andens liv i deres hænder, og man kan altså kun omtale stater, som om de var mennesker. Det være sig mange ting, men en ting er de: De er metaforer. Sig stat og alle fornemmer, at her er noget statisk. Nationer er ikke øer, og de europæiske af disse ikke-øer, sluttede sig så sammen i en Kul- og Stålunion, hvorved Europa blev skabt som en ø. Den tidligere franske premierminister Raffarin sagde, at EU skulle være en verdslig ø midt i en flod, der bestod af religion. De er religiøse i Afrika, Mellemøsten og USA.

For der er jo også noget oven over EU, der presses ned over EU's hoveder. Det hedder globaliseringen. EU består da i en vis forstand af en lang række globaliseringskompensationsmekanismer. EU er en slags kastelstat. Vi har et hegn nede i Afrika, der holder afrikanere ude. EU er et velfungerende, postmoderne imperium, der lever fedt, fordi USA beskytter os militært og betaler for det. Ellers opretholdes det europæiske ved at konstruere den onde Anden, som er USA.

 

Markeds-nationalisering
Det nationale demokrati og dermed nationalstaten udfordres af reelle overnationale niveauer. EU ”siver ind ad alle sprækker”, som Marlene Wind så poetisk sagde det. Passer det? Det er ikke til at afgøre. Det er sådan, at de fleste teorier – sociologer, politologer, erhvervsfolk, kunstnere og kulturforskere – ikke blot påviser, at nationalstaten er ved at dø, men de ønsker det. Sådan var det også efter 2. verdenskrig. Mens humanister, teknokrater og intellektuelle forudså nationalstatens undergang, sad folket og så Heimat-film, fra Sissifilm over Don Camillos lille verden til Far til fire og Morten Korch. De nationaliserede sig selv. Det samme sker nu. Nationalismen nationaliseres. Skole, universiteter, kunst, medier – forsøger at udrydde nationalismen, men den stortrives. Hvilken politisk ideologi eller religion kan brede sig og vinde tilhængere af sig selv – refleksagtigt? På den ene side er nationalstaten under afvikling, på den anden side er det ikke til at opleve eller erfare - eller næsten ikke. Det er jo som om, den er der. Der har aldrig været snakket så meget danskhed som nu. De fleste er så vilde med danskhed, at de er sure over, at DF har taget patent på den. Hvis de ikke var skabsnationalister, kunne de jo blot lade DF beholde den. Da eliten forlod nationen, stod den tom, og DF satte sig på den.

Vi kan da sige: Videnskabeligt og historiefilosofisk set er nationalstaten ved at ændres eller forsvinde – blive til en konkurrencestat, en netværksstat, en kosmopolitisk stat, en stat som local hero – på den anden side kan man ikke erfare det. Det eneste, man kan erfare, er, at staten ikke iscenesætter sig selv som nationalstat, men som noget andet. Pædagogikken er kosmopolitisk og antinationalistisk, men virkeligheden synes upåvirket. Det var en elite, der i sin tid pressede det nationale ned over bønderne – fra oven og ned. Bønderne tog det til sig og begyndte at synge ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”, men så, da staten bød, gik eliten i gang med at afnationaliserede borgerne. Men de protesterede dengang, og de gør det endnu. Det er let at afgøre, at magtdiskursen er global, men det er ikke let at afgøre, om virkeligheden er national eller ej. Folk nationaliserer sig selv: De køber Matador. Hvad staten ikke støtter, opstår på markedet.

Er nationalstaten ved at forsvinde? Er den udfordret reelt? Det tror jeg ikke. Der var en stor miljøkonference i Thailand, men alle repræsentanter var nationalstatslige, selv Tonga var der. Man kan ikke blive medlem af EU uden at være en nationalstat.

Georg Sørensen har skrevet The Transformation of the State. Han er transformationalist. Georg Sørensen vil, siger undertitlen, gøre op med en myte, nemlig myten om, at staten trækker sig tilbage (retreat). Og staten er nationalstaten. Videnskab skal jo afmytologisere. Han går hverken med på, at staten svækkes (han tilhører ikke, hvad han kalder ”retreat scholars”), eller at den styrkes ( han er heller ikke ”state-centric”), men han mener blot, at den ændres på den måde, at den inkluderer flere og flere overnationale (supra-national) elementer. Den er der altså stadigvæk, siger Georg Sørensen trøstende. Den ændrer sig ikke ret meget. Hvad siger han altså: Der er noget ovenover, men vi indoptager det; vi assimilerer.

Flere andre mener lidt det samme. Hos Jens Blom-Hansen og Jørgen Grønnegård Christensen i Den europæiske forbindelse hedder det med en metafor ”Den danske stat bliver ikke udhulet af EU-medlemskabet.” I Er vi så forbeholdne? skriver Hans Mouritzen, at ”nationalstaterne er imidlertid stadig verdens stærkeste aktører”. Når nationalstaterne opfører sig, som om de ikke er aktører, men er interdependente medlemmer af transnationale netværk, så kan det være, hvad Mouritzen med et vidunderligt udtryk kalder ”globaliseringskompensation”. [2] Når Lykke Friis skal forsøge at opklare forholdet mellem nationalstaten og EU, bliver det til, at det hverken er det ene eller det andet. ”EU er ikke på vej til at ophæve nationalstaterne”, skriver hun. Hvis det er sandt, da passer det ikke, at nationalstaten er ved at blive ophævet, og så må nationalismen blive nødvendig i en eller anden form, for ellers kan nationalstaten ikke opretholdes. For der findes mig bekendt ikke andre midler til at opretholde den med end nationalisme. Og hvad har Nicolas Sarkozy netop udtalt? At han vil genindsætte (remettre) den franske nation sin ære, og han har lavet et ministerium for national identitet.

 

Længslen efter det moderne
Men hvorfor er den meste statslige, kulturelle og pædagogiske propaganda da anti-nationalistisk og kosmopolitisk? Hvorfor denne illusion om, at nationalstaten er udfordret ovenfra, når den er den stærkeste aktør? Her er forklaringen: Nationalismen fik den moderne verden til at være beboelig og hjemlig. Et anonymt samfund blev et folkehjem. Den moderne stat iscenesatte sig selv som før-moderne – vi så det i Morten Korch-filmene. Vi var i det industrimoderne, men lod som vi var bønder. Nu er vi i det andet moderne, og det kosmopolitiske har da den funktion at få det andet moderne – det fragmenterede, globale, religiøse, nationalistiske - til at se ud, som om det er moderne. Vi længes tilbage til det moderne, dvs. ikke til Morten Korch, men til Klaus Rifbjergs 1950’er kulturradikalisme. Vores virkelighed er Hamas.

---

[1] Her citerer jeg næsten fra Ulrich Beck.

[2] Hans Mouritzen (red.), Er vi så forbeholdne Danmark over for globaliseringen, EU og det nære, Aarhus universitetsforlag, 2003, s. 26