Borgerkrigen ved Bov 1848

Vejen mod folkesuverænitet

En ændring af styre- og statsformen

Myten om den fredelige overgang til demokrati
Af Ove Korsgaard

Jeg har fået overskriften ”Er en reaktualisering af grundlovsdagen som mærkedag tiltrængt?” Den problemstilling vil jeg gå ind på ved at rekapitulere, hvordan jeg selv lærte om grundlovsdagen, da jeg gik i Hvidbjerg Skole på Mors i 50’erne. Vores historielærer, der hed Pagter Sørensen, var en fremragende fortæller. Da han fortalte om indførelsen af det danske demokrati, fik vi indtryk af, at vi i Danmark fik demokrati på en meget fredelig måde. De københavnske borgere samledes flere gange i løbet af marts måned 1848 i København. Det kulminerede med et stort møde i teatersalen Casino d. 20 marts, og der var stemningen virkelig pisket helt op under loftsbrædderne. Der var nogen, der var parate til straks at gå til kongen om aftenen, men så var det at oberst Tscherning (hvis I så Bryggeren i sin tid, så var det Erik Wedersøe) råbte ud over forsamlingen: ”Nej, lad os nu lige sove på det!”. Og det synes vi var så godt, at han sagde det, for vi danskere foretager os ikke overilede handlinger. Vi sover på det. Næste morgen var de københavnske borgere friske og veludhvilede, da 15.000 mand stillede op og med den københavnske borgerrepræsentation i spidsen gik til kongen. Og kongen tog vel imod folket. Da jeg fik fortalt historien, fik jeg næsten indtryk af, at kongen stod i slåbrok og tog imod og spurgte, hvad folket ville? Jo, folket ville gerne have en fri forfatning. Så var det, at Louise Rasmussen, Frederik d. 7.s borgerlige kone, rykkede kongen i ærmet og hviskede: ”Lyt nu til folket”, og det gjorde Frederik d. 7., og så fik vi demokrati.

Kan det foregå mere civiliseret eller mere fredeligt og ordentligt? Nej, det var noget helt andet end nede sydpå. Dér byggede man barrikader i gaderne, man skød på hinanden, og blodet flød, og det var virkeligt ulækkert. Så det hører med til en af de helt afgørende grundfortællinger i dansk historie, at vi fik demokrati på en meget fredelig og civiliseret måde. Vi fik så at sige demokrati på en meget dansk måde. Denne myte er uden tvivl blevet repeteret på dagens grundlovsmøder rundt omkring i landet. Det var også den, Anders Fogh Rasmussen genfortalte i sin første grundlovstale som statsminister i 2002. Året før var det Poul Nyrop Rasmussen, der i sin grundlovstale som statsminister omtalte den fredelige måde, vi danskere havde indført demokrati på. Og da vi havde grundlovsjubilæum i 1999 holdt Folketingets formand Iver Hansen en grundlovstale efter samme melodi.

Borgerkrigen ved Bov 1848
Myten om, at vi i Danmark indførte demokrati på en yderst fredelig og civiliseret måde, har et gran af sandhed i sig, for hvis ikke den havde det, ville den ikke have fået den gennemslagskraft, den rent faktisk har. Der er den gran af sandhed i myten, at folketoget var fredeligt. Det har vi H.C. Andersens ord for. Han stod og kiggede på dette mærkelige folketog, som han skriver i sin dagbog: "Der skete ingen excesser". Så folketoget var fredeligt. Og kongen var også venlig. Disse to ting passer. Men det er stort set også det eneste, der passer. For realiteten er, at vi ikke fik demokratiet indført på denne fredelige måde. Indførelsen af demokrati var i Danmark, som så mange andre steder, en meget blodig affære. Det, som myten jo ikke får med, eller skjuler, det er, at knap tre uger efter det fredelige folketog, var der et felttog. Det første slag i dette felttog fandt sted d. 9. april. Så d. 9. april har ikke kun med 1940 at gøre, 9. april har også med 1848 at gøre. Det var nemlig dagen, hvor det første slag i borgerkrigen stod ved Bov. Dem, der deltog i dette felttog, var alle borgere inden for den samme stat. I nogle tilfælde var det brødre, der kæmpede mod brødre, eller svogre, der kæmpede mod svogre. General Rye skriver hjem til sin bror i Norge om, hvor forfærdelig denne krig var. Ikke fordi krig i sig selv er forfærdelig, for det er en kendsgerning, som enhver officer må se i øjnene. Det, der gjorde denne krig så forfærdelig, var, som han skriver, at man ikke vidste, om dem man skød på, var ens venners sønner eller ens svogre. Han havde to svogre, kaptajnerne Krabbe, som var på den anden side. Der er flere eksempler af den slags. Jeg skal bare nævne, at kommandanten over København havde fire sønner: To kæmpede på den ene side, de andre to kæmpede på den anden side. Så det var, som også general Rye skriver, en broderkrig og en borgerkrig, et udtryk der blev brugt i samtiden, bl.a. af juristen og statsmanden A.S. Ørsted, da han i 1850 udgav sit historisk-statsretlige værk For den danske Stats Opretholdelse i dens Heelhed. Så man brugte ordet borgerkrig i samtiden: Men senere gled det ud af vores historieundervisning og ud af den offentlige bevidsthed. Det er først inden for de sidste 15 år, at vi igen begynder at kalde tingene ved deres rette navn: at demokratiets indførsel i Danmark var en blodig affære. Det første slag ved Bov var som sagt et rent internt opgør, og det sidste store slag ved Isted d. 25. juli 1850 var også et internt opgør. Derimellem var der tropper, der intervenerede fra det tyske forbund, og der var også frivillige fra Norge og Sverige, der deltog. Der var ligeledes våbenstilstandsperioder og fredsforhandlinger under vejs. Borgerkrigen medførte mange lidelser, men ingen løsninger på det centrale spørgsmål.

Vejen mod folkesuverænitet
Hvad var da det centrale spørgsmål i forbindelsen med indførelsen af demokrati? Det var, hvad man skulle forstå ved begrebet folk. Den gamle forståelse af begrebet folk er klar nok, idet ’folk’ gennem århundreder havde været en undersåtskategori. Slår man op i en ordbog over det gamle danske sprog, så vil man opdage, at ordet folk ikke knyttes sammen med ordet nation, som det gør i dag. Ordet folk knyttes sammen med begrebet husstand og slægt. Ordet folk indgik i en hierarkisk samfundsstruktur, hvor hvert hus havde en herre, og hver herre havde et folk, dvs. et folkehold. Vi har skræddermesteren og husbonden, som hver havde sit folkehold; men kongen er også en herre, der har sit folk. Gud er den øverste herre, der også har sit folk. Så hvad ’folk’ betød tidligere var der ingen tvivl om. Det var en undersåtskategori.

Men i og med at demokrati bygger på folkesuverænitet, så er man nødt til at tillægge ordet folk ny betydning. Der var så at sige nødt til at ske en opgradering af begrebet folk. Og det er netop, hvad der sker fra slutningen af 1700-tallet og frem. Det sker blandt andet i kraft af en ny dannelsesteori, som Kant, Herder, Humboldt, Grundtvig og mange andre bidrog til. Udviklingen af dannelsesteorien skal ses i dette lys. Det var et led i opgraderingen af begrebet folk: fra undersåt til en suverænitet. Det, der efterfølgende opstår diskussioner om, er, hvad man egentlig skal forstå ved folkesuverænitet? Der udspalter sig her to forskellige opfattelser, der både konkurrerer mod hinanden, og som supplerer hinanden. Der udvikler sig en politisk forståelse af folkesuverænitet. Det er en fransk forståelse, en såkaldt republikansk forståelse. Det centrale er, at folk går sammen i et demos, laver en forfatning og underlægger sig denne forfatning. Tidligere underlagde man sig herren, altså kongen eller fyrsten, nu underlægger man sig en forfatning, man selv har etableret. Det er kernen i den politiske forståelse af, hvad folkesuverænitet vil sige. Men der opstod en konkurrerende og supplerende opfattelse, som går ud på, at folkesuverænitet først og fremmest er knyttet til kultur og sprog. Det er Herder, der her svejser begreberne folk og sprog sammen og betragter folk og sprog som identiske begreber. Ifølge denne opfattelse rækker et folk lige så langt ud i verdenen, som sproget rækker ud. Det er en helt anden forståelse af begrebet folk end den politiske. Når denne tanke vinder frem, at folk og sprog og folkesuverænitet er knyttet sammen, er det klart, at der meget let kan opstå problemer i en multinational og flersproglig stat. Og dét var Danmark. Gennem århundreder havde Danmark haft en multinational og flersproglig karakter. År 1800 bestod landet, helstaten, af tre store klumper og tre mindre klumper og nogle småting ude i verden. De tre store klumper: kongeriget, hertugdømmerne og Norge. De tre mindre klumper: de nordatlantiske øer, Færøerne, Island og Grønland, og til småtingsafdelingen hørte kolonier rundt omkring: de Vestindiske øer, Trankebar, Christiansborg i det nuværende Ghana osv.. Danmark var på det tidspunkt stadigvæk en middelstor europæisk, multinational, flersproglig, imperial stat. Og denne stat fungerede vældig godt i lange tider.

Men der opstod store problemer, da ideen om demokrati og folkesuverænitet vinder frem. Thi hvad skulle man forstå ved folkesuverænitet? Er det en politisk kategori? Eller er det også en sproglig og kulturel kategori? Og hænger den politiske forståelse sammen med den kulturelle forståelse? Skal et demos bakkes op af et ethos? Disse spørgsmål er man ikke enige om, da de københavnske borgere går til kongen d. 21. marts 1848. Og derfor bryder borgerkrigen ud. Det er ikke – og det er meget afgørende – en krig mellem tilhængerne af det gamle system og det nye system. Det kunne man umiddelbart tro. Nej, det er groft sagt en krig mellem dem, der er tilhængere af det nye system, af demokrati. Hvad vi glemmer at fortælle om det fredelige folketog er, at man ikke kun krævede demokrati, man krævede også en ændring af statsformen. Kravet var ikke kun en ny styreform, men også en ny statsform. Helstaten skulle nedlægges og Ejder-staten etableres. Det krævede de nationalliberale i København. Med dagens ord kan man sige: Det var ikke kun et grundlovstog, det var også et etnisk demonstrationstog, der gik til kongen den 21. marts.

En ændring af styre- og statsformen
Det centrale spørgsmål var: Hvad skal rammen om demokratiet være? Kunne demokratiet implementeres i den gamle statsform, helstaten, eller krævede demokratiet en ændring af staten? De nationalliberale i København gik som sagt ind for en ændring af statsformen. En person som Meir Goldschmidt gik derimod ind for at implementere demokrati i den gamle statsform. Han henviste til Schweiz. Vi skal gøre som Schweiz. De havde også haft en kort borgerkrig i 1847, men var derefter gået sammen og havde lavet en forfatning, der fungerede som en paraply over forskellige sproglige og kulturelle identiteter. De nationalliberale i Kiel – der var nemlig ikke kun nationalliberale i København – gik derimod ind for en to-statsløsning. Hertugdømmerne skulle have deres egen forfatning, og kongeriget skulle have sin. Det var uenighed om forholdet mellem styreform og statsform, og om hvad man skulle forstå ved folkesuverænitet, der udløste en borgerkrig.

Når spørgsmålet stilles: ”Er en reaktualisering af grundlovsdagen som mærkedag tiltrængt?” Så vil jeg sige: Ja, jeg synes bestemt, det er godt og fint, at vi markerer grundlovsdagen som en vigtig dato i vores historie, men jeg vil tilføje, at det nok er ligeså vigtigt med en reaktualisering af, hvad der rent faktisk skete den gang. Altså, at vi generindrer historien og får nogle af de glemte sider frem. Jeg er overbevist om, at det i dag er vigtigt at bearbejde de sider af historien, som vi har skjult i så mange år. Det er vigtigt i forhold til den europæiske proces, hvor helstatstanken har mange paralleller til det, der sker i Europa i disse år. Så i forhold til den europæiske proces er det utroligt vigtigt, at vi får bearbejdet, hvad der rent faktisk skete. Men det er også af afgørende betydning i forhold til den multikulturelle proces, som Danmark er en del af. Jeg tror, vi gør demokratiet en tjeneste ved at bruge et grundlovsarrangement som dette til at revurdere vores forestillinger og vores myter om, hvad der rent faktisk skete, da vi indførte demokrati.