Den europæiske udfordring
Af Marlene Wind

Jeg vil starte med at sige tak, fordi jeg måtte komme med i dag, i dette rimeligt mandsdominerede selskab, kan man vist roligt tillade sig at sige. Jeg var også bekymret for, om jeg ville blive provokeret af det Hans Hauge sagde, men det var tydeligvis ikke noget problem. Jeg blev provokeret. Du (Hans Hauge) trak nogle heste af stalden, som jeg er rimelig uenig i, når det handler om det europæiske.

Det er jo det europæiske, der er min boldgade, og det er således også det, I vil blive plaget med de næste 10 minutter. Noget af det, jeg synes er interessant i diskussionen her på grundlovsdag, er, at vi har formået at tilbringe jeg ved ikke hvor mange timer sammen uden at sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at forholde sig til grundloven og nationalstaten uafhængigt af, hvad der sker ude omkring i verden. Men egentlig er det måske ikke så underligt.

Jeg har den her tese om, at vi i høj grad lever i en verden, hvor medierne i det danske samfund er med til at fastholde og kultivere myten om, at der ikke rigtig er sket nogle ændringer af vores samfund de seneste 30-40 år. Vi lever godt, er tilfredse med den økonomiske tilværelse vi har, og den eneste type debatter man finder i medierne efterhånden er værdidebatter, der centrerer sig omkring vores egen lille andedam. Der er ikke særlig meget andet der interesserer os. Billedet er afspejlet i medierne, hvor man rundt på redaktionerne på de danske landsdækkende aviser, sidder lårene af hinanden for at dække det rent lokale stof. 10-12 mand på Christiansborg og kun en lille forkølet journalist i Bruxelles. Og så er det man spørger sig selv, er det fordi det rent faktisk er på Christiansborg det foregår? Eller er det fordi man ikke har turdet tage springet – også rent mentalt - til Bruxelles og omegn?

Når jeg taler med journalister, så siger de alle sammen: ”Øh ja, det her EU stof er muligvis interessant men vi kan ikke få plads til det i avisen, det kan vi ikke sælge, det er ikke sexet”. Det der handler om EU, det er der ingen der gider læse om.

”Har du en eller anden menneskelig historie, du kan fortælle om i stedet for?” Det der ikke kan gøres menneskeligt, nærværende, det er ikke interessant, så derfor skriver man ikke om de her ting, der rent faktisk foregår ude i verden: Det kan ikke gøres nærværende, hedder det.

 

National kultur, men…
Så siger de her mange udmærkede mennesker, at der ikke er sket et skred i forhold til, hvor magten egentlig er henne i dagens Danmark. Og jeg vil aldrig påstå, at nationalstaten er død, jeg vil nærmere sige, at den lever i bedste velgående på det identitetsmæssige plan. Det forholder sig sådan, at der nærmest er sket en afkobling af det nationale fra det statslige. Det statslige er for længst sendt udenlands, men vi lader bare som om det ikke er sådan, fordi vi netop samtidig har intensiveret dyrkelsen af den nationale og kulturelle dimension. Og samtidig er nationalpolitikerne sammen med medieverdenen vældig gode til at bekræfte hinanden i, at nationalpolitik stadigvæk er vigtig. Medierne vil gerne formidle det nære – for det sælger aviser (og tiltrækker seere); og politikerne vil jo gerne forsat fremstå som betydningsfulde. Men i realiteten er det jo kun det nationale kulturelle niveau der er tilbage. For et par år siden havde vi på Statskundskab en student til at sidde og gennemgå EU-lovgivningen i folketingsåret 2001-2002 for at kigge på hvert eneste lovforslag, for at finde ud af hvad kilden til forslaget var. Analysen viste meget klart, at mange af de lovforslag, som vi vedtager i folketinget i Danmark i 2006-07, slet ikke har deres oprindelse hos nationale politikere, men er EU direktiver der skal omsættes til national lovgivning af Folketinget. I mange af de her lovforslag fremgår det slet ikke, at de har deres oprindelse i Bruxelles, at det er noget, der er besluttet udenfor landets grænser. Så derfor måtte studenten, den arme stakkel, sidde i rigtig mange måneder og trace og finde ud af, hvor det enkelte forslag stammer fra, hvem har taget initiativ til det og hvorfor? Vores analyse viste at 77% af de ’danske’ love på miljø og energi området i 2001-2002, var afledt af beslutninger i Bruxelles. Nu så vi kun på direktiver, der jo som hovedregel skal gennem Folketinget før de kan blive til national lov, men der findes jo også den reguleringsform, der hedder forordninger og som er langt mere indgribende fordi disse har direkte virkning i medlemslandene. Hertil og der er en masse andre reguleringstyper, og de udgør i virkeligheden den største del. Selvom vi således kun så på den lille flis der omhandler direktiver, var det interessant, at på de områder, der handler om det indre marked, var ca. 80% af Folketingets lovgivning af EU oprindelse. Fx indenfor erhvervs- og forskningsområdet og selv på sundhedsområdet, der kommer 50% af beslutningerne fra Bruxelles.

 

… det er i Bruxelles det sner
Jeg kritiserer i min bog Den Europæiske Forfatningskamp Grønnegård Christensen og Blom Hansen for fejlagtigt at kigge på nogle helt forkerte tal og inddrage bekendtgørelser, således at det samlede billede af, hvor meget EU betyder for den nationale regulering bliver udvandet. Der vil sandsynligvis altid være uenighed om tallene, da der er forskellige måder at opgøre dem på, men min pointe er sådan set bare, at det er i Bruxelles det sner! Og derfor er det største problem og den største udfordring for den danske offentlighed på sådan en grundlovsdag i virkeligheden at få bragt dette budskab ud. For hvis ikke vi snart vågner op, så får vi en befolkning, der luller sig ind i en forestilling om, at det stadig er Folketinget, der er over alt andet, og resten er bare noget vi forholder os til og deltager i ved festlige lejligheder, hvis vi i øvrigt får noget ud af det. Det synes jeg er sørgeligt, og det er en forestilling som ikke bare nationalpolitikere, men også rigtig mange journalister er med til at fastholde. Jeg vil dog gerne indrømme, at det ofte er vanskeligt at forholde sig til alle de informationer, vi får.

Så var der den her Ekstrablads-journalist, der havde læst min bog, som udkom sidste år, og ringede til mig og sagde: ”Vi har læst din bog, og nu skal vi have på forsiden, at EU bestemmer det hele”. Jeg sagde til ham: Hov, det er jo ikke EU der bestemmer det hele, for Danmark er jo en del af EU og er som sådan på demokratisk vis med til at træffe alle beslutninger. For det andet, hvem er det lige der tager initiativ til EU-regulering i en uendelighed? Vi har en forestilling om, at det er bureaukraterne i Bruxelles, der er de mest ivrige for at producere nye regler, men i realiteten er det i høj grad de nordiske medlemslande, der presser på. Der er masser af forskning der viser, at det er de mest udviklede demokratier i Europa, der vil have mere regulering. For at undgå at blive ’trukket ned’ på alt fra tilsætningsstoffer i spegepølser til phalater i legetøj og sikkerhed på arbejdspladserne, foreslår de mere fælles europæisk regulering. De vil have regulering på dyre-transporter, så de høje nordiske standarder for, hvor længe man må transportere levende dyr, bliver fælleseuropæiske, og de vil have at stilladsarbejderes sikkerhed i Grækenland bliver bedre. For hvis alle andre lande har regler, der tillader kørsel med levende dyr i 12 timer, så hjælper det jo ikke meget at vi har strammere regler. Danske chauffører vil da bare flytte deres virksomhed til et andet EU-land. På samme måde med stilladsarbejderne i Grækenland. Hvis de har lov til at stille stilladser op, der er usikre og dårlige, så underminerer de jo muligheden for, at lande med en bedre sikkerhed kan være konkurrencedygtige. Der er altså masser af empiri og dokumentation for, at dem der vil ha’ mere regulering er de mest veludviklede EU-lande og deriblandt DK.

Det måtte jeg så forklare denne her journalist, som meget hellere ville have haft en anden historie med hjem. Efter min vurdering var episoden imidlertid meget karakteristisk for, hvad det er for historier medierne er ude efter. Vi dyrker nærmest denne her forestilling om, at hvis tingene kommer fra Bruxelles, så er det ganske forfærdeligt, og noget som de, dernede, presser ned over hovedet på os. Nu er jeg ikke så god til sprogblomster, som Hans Hauge, men ikke desto mindre.

 

nationalstaten og tildeling af rettigheder
Egentlig ville jeg også gerne sige lidt om nationalstaten sådan en grundlovsdag som i dag. Traditionelt har staten jo haft monopol på at tildele borgerne rettighederne. Hele nationalstaten er jo funderet på, at fordi den kan bede om det ultimative offer: at bede folk gå i krig, så har borgerne også krav på at få rettigheder, at blive en del af demokratiet osv. Men hvem er det egentlig, der tildeler rettigheder i dag? Min pointe er, at det i høj grad er EU, der tildeler borgere rettigheder i dag, selvom det er en ualmindelig godt skjult hemmelighed. Der bliver sandsynligvis ikke reklameret ret meget for det for at undgå at underminere myten om, at det stadig er de danske nationalpolitikere der varetager rollen som tildelere af borgerrettigheder. Det famøse eksempel er unionsborgerskabet, som ingen i Danmark tror har nogen betydning, men som faktisk er kommet til at spille en stor rolle i EU i dag. Det blev skabt i 1992, da vi fik Maastricht-traktaten og på foranledning af et land som Spanien, der meget gerne ville have, at man erstattede den klassiske idé om arbejdstageres rettigheder med et begreb, hvor det ikke kun var arbejdstagere, men alle EU borgere, der havde rettigheder. Man erstattede derfor ideen om arbejdskraftens frie bevægelighed med ideen om unionsborgerens frie bevægelighed og det har ikke været uden konsekvenser. Selvom vi måske går og bilder os det ind, så er unionsborgerskabet ikke noget, vi i Danmark er fritaget for, selvom vi fik vores forbehold. Det eneste vi er undtaget fra er, at unionsborgerskabet erstatter det nationale statsborgerskab. Men det blev slået fast med syvtommersøm allerede i Amsterdam-traktaten, at det ikke var meningen, og det er der i øvrigt heller ikke nogen andre, der er interesserede i. Unionsborgerskabets betydning er derfor primært knyttet til det indre marked og de rettigheder som borgerne har, når de bevæger sig rundt i Unionen. Det indre marked omfatter som bekendt også Danmark, og hele den substantielle del af Unionsborgerskabet er derfor ligeså forpligtende for os i Danmark som for alle andre.

Der gik imidlertid noget tid før det blev skåret helt ud i pap, hvad Unionsborgerskabet indebar. Det skyldes, at det i EU ofte først er når der har været lagt sag an ved EF-domstolen om fortolkningen af et nyt traktatligt princip, at alle bliver helt klar over hvor vidtgående/indskrænkende princippet skal forstås. Lad mig give et eksempel: I 1998 ansøger en spansk kvinde, der bor i München, og som i en periode har været arbejdsløs, om børnefamilieydelse. Alle tyske kvinder har ret til denne ydelse, men fordi hun ikke er ’arbejdstager’ i klassisk EU-retlig forstand, afviser den tyske Bundes-administration at tildele hende ydelsen. Hun – eller rettere hendes advokat – gør imidlertid opmærksom på, at der er noget der hedder unionsborgerskab, og at det i dag ikke kun arbejdstageren der har rettigheder i EU, men alle unionsborgere. Sagen gik først til de regionale domstole og endte ved EF-domstolen, der ikke lod nogen tvivl tilbage om, at unionsborgerskabet skulle tages alvorligt, og at der ikke kunne diskrimineres på nationalitet, når kvinden i øvrigt var unionsborger og opfyldte alle øvrige bestemmelser og krav. Det korte af det lange er altså, at når noget skrives ind i traktaten, så fanger bordet. Så kvinden fik sine sociale ydelser. Pointen i denne sammenhæng er, at vi i dag er i en situation, hvor der er meget mere substans i den europæiseringsproces, der er over os, end hvad man får indtryk af, når man hører talerne i dag. Det samme gælder den almene politiske debat. Jeg har tit været ude at tale om det her, hvor der også har været politikere tilstede, og de er meget dygtige til direkte at benægte, hvordan det forholder sig. De nægter også at erkende – i hvert fald offentligt - at EU er et helt anderledes samarbejde end de øvrige typer af samarbejder Danmark indgår i. Der var faktisk en episode, hvor en socialdemokratisk politiker i en pause efter, at jeg havde holdt et oplysende foredrag, sagde at jeg havde ret, men hvis han gik ud og sagde sandheden, blev han jo ikke genvalgt!

 

EU regulerer også nationale kerneområder
Men hvad hvis det en dag går op for folk, at EU ikke bare regulerer det indre marked, men i virkeligheden også sygehusvæsenet (sundhedsydelser er jo tjenesteydelser i traktatens forstand) og de sociale ydelser, der indgår i det indre marked? Mantraet har i mange år være, at fx sundhed og socialpolitik ikke var EU reguleret, men alene reguleret på nationalstatsniveau. Men marked og stat hænger sammen – også i EU. Man kan ikke anmode EU-arbejdere om at tage jobs i andre EU-lande, hvis man ikke samtidig lover den enkelte, at vedkommende kan tage sin familie med, og at denne kan få adgang til sundhedsvæsen, skolesystem og pension. Ergo har vi de seneste 20-30 år set en stigende fælles regulering af standarder på netop også disse – ellers så nationale - områder. Nissen flytter med. Jeg har også diskuteret det her med folk fra Cepos, som bliver ved med at sige, at de gerne vil have det indre marked, men alt det andet vil de ikke have. Men tingene hænger altså sammen. Hvis det indre marked skal fungere, må man på en eller anden måde drage den konsekvens, at man samtidig køber en eller anden form fælles fodslag eller regulering på områder, der traditionelt har været defineret som rent nationale. Men hvis vi kan få sociale ydelser, pension og sundhed over grænserne, skal EU så ikke også have en eller anden form for demokrati, hvor borgerne kan få direkte indflydelse? Nu er det naturligvis vanskeligt i et land som DK, hvor vælgerne jo kun meget sjældent får at vide, at der faktisk ER tale om, at EU er mere omfattende end som så.

I 50-året for Rom-traktatens fødsel, var vores allesammens nationalist, Jens Peter Bonde, ude at agitere for mere demokrati i EU. Han mente i den forbindelse at man skulle skelne mellem to former for demokrati: Der var det overnationale, som han synes var helt umuligt at realisere, og så det nationale, og det var selvfølgelig det, han selv gik ind for. Argumentet for ikke at forsøge sig med demokrati på europæisk plan er ifølge Bonde, at der ikke findes et europæisk folk. Bonde mener altså, at et folk – vel at mærke i etnisk forstand - er en forudsætning for et demokrati! Vi er virkelig ude på dybt vand her. Det var jo også det nazisterne sagde i sin tid: Et folk defineres på én måde, nemlig ved dets etniske oprindelse. Bonde argumenterer for, at Danmark, fordi det er en homogen nationalstat, kan få et demokrati til at fungere. Men hverken Danmark eller nogen af de andre europæiske nationalstater er opstået ’out of the blue’. Alle er de skabt af en national elite, der i 18-1900 tallet havde brug for et fælles folk og en fælles magtbase. Der er altså intet ’naturligt’ ved de europæiske nationalstater. I 1870 kunne kun 20% af franskmændene tale fransk! At Frankrig blev en enhedsstat skyldes så at sige, at en elite pressede kunstigt skabte franske værdier, sprog og kultur ned i halsen på den lokale bonde. EU er langt fra så ambitiøst – rent statsbygningsmæssigt – som datidens eliter var, men vi kan i høj grad lære af historien – og vi bør lære af den. Ikke mindst før vi begynder at male skrækscenarier af EU eller lancere en ren Morten Korch version af, hvordan de europæiske nationalstater og demokratier opstod.

 

EU skal ses som en ressource
Jeg har forstået på de tidligere foredragsholdere, at det ikke betyder så meget om myten er rigtig, bare man kultiverer den. Der er jeg imidlertid stadig oplysningsorienteret og idealistisk, så jeg vil spørge: Hvornår får vi den oplysning ud til folket, at det europæiske samarbejde har nogle helt andre konsekvenser, end det man går og bilder folk ind – og uden, at det bliver en negativ propaganda? Forsøg at se det europæiske samarbejde som en ressource. For hvem kan løse fx klima-, sundheds- og arbejdsløshedsproblemer? Det er jo ikke den enkelte nationalstat, der kan gøre en forskel her. Det er et højere internationalt niveau, vi skal op på for for alvor at kunne gøre noget. EU kan imidlertid kun gøre en forskel, hvis vi står sammen om det og erkender samarbejdets betydning for os – ellers ender det endnu engang med, at amerikanerne kører løbet.