Vi elsker grundloven

Mytens kraft

At stræbe efter sandheden

Den effektfulde løgn
Af Uffe Østergård

Som udgangspunkt var jeg ret nervøs for, om der overhovedet ville være nogen uenighed mellem Jakob Andersen og mig. Det kan jeg nu sige, at der er, for jeg har nemlig tænkt mig at udnytte det privilegium at indtage samtlige standpunkter i debatten. Så er der lidt for tilhørerne at vælge imellem.

Det vi er samlet om i dag, Grundloven, er en meget stor udfordring til den danske stamme. Selv om det er et anliggende for det politiske fællesskab, nationen, er det primært et stammefællesskab, der mødes. Jeg opdagede i går til min glæde i forbindelse med et interview jeg gav til Politiken, at det nu også er gået op for dette radikale organ, at grundlovsdag er Danmarks nationaldag.

Altså mere end blot en fejring af det politiske system symboliseret ved grundloven. I interviewet forsøgte jeg at fremføre nogle lidt forkølede betragtninger om modsigelsen i, at vores nationaldag fejrer det parlamentariske demokrati, når vi samtidig, eller måske først og fremmest, er lutheranske monarkister, der tror på velfærdsstaten. Men det slog nu ikke den unge energiske journalist ud. Eller også opdagede hun - som en rigtig dansker - ikke modsigelsen mellem monarki og demokrati.

Det er primært som stammefællesskab, vi mødes her i dag. Vi har dog lidt problemer med at acceptere det, for betegnelsen stamme er noget tvetydig. Der har altid været en vag usikkerhed blandt medlemmerne af det danske fællesskab om, hvorvidt stamme er et positivt begreb. Da den britiske ambassadør James Mellon i 1992 i en fjernsynsserie (der dannede grundlag for bogen Og gamle Danmark … En beskrivelse af Danmark i det herrens år 1992, Centrum 1992) roste os danskere, gjorde han det ved at kalde danskerne en stamme – ligesom Ashantierne i Ghana, hvor han sidst havde været ambassadør. Det skabte stilhed blandt tilhørerne. Men efter hans mening er danskerne en stamme.

Ifølge Mellon er det forklaringen på, at vi vil betale så meget i skat. Det vil man f.eks. ikke i hans hjemland, Skotland, hvor man nødigt vil betro andre sine penge, heller ikke staten, selv om den i princippet repræsenterer det, der er fælles. Men i Danmark viser alle meningsmålinger, at der hersker stor tillid til de andre medlemmer af nationen og især til det offentlige - til staten.

Det er der mange historiske årsager til. Det vil dog føre for vidt at referere til dem alle her. Og der er heller ikke tid til at analysere alle de komparative data, der viser, at man faktisk i vid udstrækning får noget for de mange skattepenge.

Selvfølgelig kan man stille spørgsmålstegn ved om staten nu også leverer varen i Danmark. Og det er et spørgsmål, vi alle stiller til hinanden i stadig stigende grad i takt med, at informationer om andre landes indretning bliver lettere tilgængelige. Det er ikke kun den stygge borgerlige regering, der er begyndt med sammenligninger, evalueringer osv. Det har Finansministeriet med hjælp af undersøgelser fra OECD gjort i mange år under regeringer af forskellige farver. Der er med andre ord solide elementer af mistillid i vores samfund, samtidig med, at det bygger på en højere grad af tillid end næsten alle andre samfund, vi har data fra.

Vi elsker grundloven
I går publicerede Mandag Morgen en undersøgelse af danskerne og deres opfattelse af demokratiet. Man må sige, at denne undersøgelse viser en enorm opbakning bag demokratiet og grundloven. Danskerne elsker tilsyneladende grundloven meget højt. Desværre er det endnu ikke lykkedes mig at få foretaget en undersøgelse af, hvor gammel folk i grunden tror, grundloven er.

Men jeg er overbevist om, at de fleste antager, at den er urgammel - eller i hvert fald fra før vikingetiden. Til gengæld er der ikke mange der ved, hvad der står i den. Når de så præsenteres for teksten bliver de ret overraskede. Det gjaldt også mig, da jeg læste den første gang i historiestudiet. Her studerede vi den dog som historisk kilde snarere end som et dokument med betydning for indretningen af vort politiske liv. Skal man forstå grundlovens popularitet, skal den læses metaforisk. Således nævnes statsministerembedet ikke, samtidig med, at de første paragraffer slår fast, at det kongen, der fører udenrigspolitikken og slår rigets mønt.

Den danske grundlov lever i allerhøjeste grad op til Napoleons krav til en forfatning om, at den skal være kort og uklar. Teksten er sådan set klar nok, især med hensyn til kongens magtstilling. Alle disse formuleringer kan forklares historisk ud fra overgangssituationen fra enevælde til begyndende demokrati i 1840erne. Men det er vanskeligt at forklare, hvorfor formuleringerne blev bevaret ved genskrivningen i 1953. Desuden står der ikke noget om menneskerettigheder, selv om Danmark har tilsluttet sig såvel FN’s og Europarådets menneskerettighedskonventioner. De rettigheder, der findes i Danmark er indført i særlige love ved siden af og uden for grundloven. Så der er ret beset gode grunde til at ønske loven moderniseret, så den beskriver den faktiske situation med parlamentarisme, statsminister og folkeafstemninger.

Men det er åbenbart kun et beskedent mindretal, der tænker således. Det helt store flertal elsker den så højt. Eller også elsker de den som symbol på en velfungerende politisk praksis. Jeg er ret sikker på, at Pia Kjærsgaard ville vinde en debat om grundloven, hvor hun stiller op til forsvar for ”vores tusind år gamle grundlov”, en grundlov der er ”lige så gammel som den danske krone”, sådan som hun sagde under afstemningen om euroen i 2000 – selv om kronen først blev indført 1875, da Danmark var i møntunion med de skandinaviske lande. Kan hun slippe godt fra den påstand, vil hun og mange andre let kunne komme godt fra at hævde, at den danske forfatning er tusind år gammel.

Danskerne er altså ifølge Mandag Morgens undersøgelse meget glade for demokratiet og grundloven. De er konservative demokrater. Der skal ikke laves noget om på grundloven, ikke en gang så den giver mening. Vi skal ikke have lavet noget om, fordi vi er ret sikre på, at en ændring vil blive til det dårligere. Det er der mange eksempler på. Når det offentlige samler funktionerne i noget, der kaldes ”Borgerservice” ringer alle mistænksomhedens klokker. Alligevel står det ikke så slemt til, som man når frem til ud fra et konsekvent kulturkritisk synspunkt som Steens Nepper Larsens. Selv om jeg greb mig selv i at sidde og nikke til hans totale kulturpessimisme, så har jeg det jo godt - og det har Steen også. Men det går jo ikke at være glad i sin negative kritik. På den ene side er man som kulturkonservativ intellektuel træt af alle modernittens forfladigelser. Men skyldes disse forfladigelser ikke grundlæggende, at vi lever i et realiseret demokrati, hvor de andre har stemmeret. Samtidig med at jeg har en lurende mistanke om, at alternativerne ville være dårligere. Det er de i hvert fald i en komparativ kontekst.

Alle disse kommentarer har været en opvarmning til mit foredrag om, at et stammefællesskab er en forudsætning for den tillid, der igen er forudsætning for at demokrati, retsstat og skatteoverførsler fungerer. Det er nemlig ikke nogen selvfølge, at man lader andre forvalte sine penge. Det er heller ikke nogen selvfølge, at vi betror andre forvaltningen af vores stemme. Ove Korsgaard har fuldstændig ret i sin beskrivelse af, at forløbet 1848-50 var præget af både borgerkrig og demokrati. Skildringen kan følges op med en analyse af resten af 1800-tallet, der var præget af forfatningskampen mellem højre og venstre. Grundlovsdagen er et barn af denne kamp. I 1891 blev den ophøjet til en halv helligdag som et led i kampen om, at folketingets flertal skulle bestemme sammensætningen af regeringen. Det er det, vi kalder parlamentarisme.

Det var en hård kamp, som viser, at det ikke var nogen selvfølge, at en stemme afgivet i København kunne forvaltes forsvarligt af en degn fra Ringkøbing. Da J. C. Christensen og hans venstrebønder satte sig på regeringens stole ved systemskiftet i 1901, der indebar indførelse af parlamentarismen – et princip der heller ikke er nævnt i grundloven – mødtes de med mistænksomhed af kongen, godsejerne og de øvrige repræsentanter for det gamle styre.

De gamle magthavere forlod regeringen med ordene: ”Når kongens silkebetrukne stole er blevet sølet til af simple bønder, kan vi ikke sætte os på dem igen”. Det kom de heller ikke til. Men alligevel var der i hele landet stor skepsis over for, om en skolelærer fra Ringkøbing kunne forvalte en rigtig stat med en konge. Det viste han sig at kunne - meget dygtigt endda - selv om han i 1908 blev tvunget til at træde tilbage efter en skandale der blev udløst af hans justitsminister P. A. Albertis underslæb.

Mytens kraft
Det nationale fællesskab er på mange måder en myte. I hvert fald er nationen et sent opstået forestillet fællesskab. Det har nationalismeforskere i og uden for Danmark påvist i talrige arbejder siden midten af 1980erne. Denne dekonstruktion er blevet mødt med megen kritik. Den historiske kritik kan man tage sig ret let, for den består primært i at hæve stemmen, hvor argumentet er svagt - en fremgangsmåde Søren Krarup fra Dansk Folkepart er ekspert i. Men den politiske kritik er berettiget. Forestillingen om et kulturelt, sprogligt og ”folkeligt” fællesskab er nemlig en nødvendig forudsætning for, at det politiske fællesskab, nationen, retsstaten og muligvis økonomien kan fungere. Ove Korsgaard har fuldstændig ret i, at næsten alt, hvad vi troede at vide om danmarkshistorien og indførelsen af grundloven, er forkert. Men det er en meget interessant løgn, for den virker. Det kan godt være fortællingen ikke passer som historie, men den virker og får virkelige og nyttige konsekvenser.

Det forholder sig med den mytologiske fortælling om tilkomsten af grundloven lidt som med religion. Og det er jo en udfordring for den rationelle tanke. Jeg har i tyve år rejst rundt i landet med et oplysningsprogram, hvori jeg har dekonstrueret danskheden. Stået på talerstol efter talerstol og fortalt, at også dette element i den nationale fortælling er en opfindelse eller i bedste fald en myte. Og at dette og hint gør man meget bedre i andre lande. I tror, at danske sygehuse er noget så gode, men så skal I bare tage til Frankrig osv. osv. Disse sammenligninger med historien og med andre lande har fået de konservative kulturradikale til at klappe i hænderne – hvorefter de har brugt mine dekonstruktioner af danskheden som grundstof til deres egen efterfølgende konstruktion af den.

Den erfaring er jeg ikke helt kommet mig over endnu. Men jeg må hårdt presset erkende, at det åbenbart ikke gør så meget, hvorfra en opfattelse stammer. Sandt, falsk eller noget tredje, alt bliver det sat sammen i en pakke, der virker: Det vil sige en påstand, der har ægte konsekvenser uanset om den var rigtig i udgangspunktet. Det har jeg ikke helt forarbejdet endnu, og derfor indtager jeg i dag samtlige standpunkter i debatten om demokrati og nationalt fællesskab.

At stræbe efter sandheden
Der kan drages tre konsekvenser af den indsigt, at nationen er et forestillet fællesskab. Den første er at gøre sig lystig over mindre dannede mennesker, der tror, at vi moderne danskere direkte nedstammer fra vikingerne. Det er en nem position, når man har fået lov at bruge sit liv på at finde ud af, hvordan det egentlig hænger sammen. Som en af mine finske historikerkolleger en gang sagde: ”Uffe, nu har historikerne skrevet historie i årevis – kunne det ikke være sjovt at prøve også at skrive sandheden?” Det har jeg så siden bestræbt mig på at gøre. Men det er ikke særlig effektfuldt, for folk er selvstændige individer, der gør, hvad de vil med eksperternes viden.

Den anden mulige konsekvens af, at nationen er opfundet på et bestemt tidspunkt, er at sige, at det nationale fællesskab ikke eksisterer eller ikke bør eksistere. Det sker ofte under den slagfærdige overskrift: ”Der er meget få statsborgere, som har rødder – næsten alle har fødder“. Vi taler som om, vi har rødder samtidig med at vi går rundt på fødder. Til denne afvisning af nationen må jeg sige, at den er teoretisk velbegrundet, men ikke overbeviser – heller ikke mig. Jeg må erkende, at også jeg har en nationalitet.

Derfor tror jeg på den tredje mulige konsekvens, som i større grad præger samfundsvidenskabelig og historisk forskning: Tillid er en forudsætning for, at institutioner kan fungere. Tillid er en forudsætning for, at demokratiet kan fungere. Tillid er en forudsætning for, at retsstaten kan fungere.

Det er ikke ukompliceret at indføre retsstatens principper. Det har man kæmpet med i 200 år på Sicilien, hvor tillid stadig parkeres i nogle andre organisationer som begynder med M. I dem er der tillid og ære, men den er baseret på solid mistillid til alle, især til staten. Retsstaten kræver en form for naivitet blandt borgerne. Man skal tro på, at de andre gør det rigtige. Man ved selvfølgelig, at man selv gør det, men at de andre gør det, er svært at tro på.

Det er altså en ret stor manøvre at få retsstaten til at fungere, ligesom det er noget af en manøvre at skabe tiltro til markedet og tro på, at konkurrencen fungerer og alt det der er forudsætninger for kapitalismen.

Retsstat, velfærd, kapitalisme og demokrati kræver tillid. Men hvordan opnår vi det? Tilsyneladende ved at finde på en fortælling om, at vi er ens, til trods for at enhver kan se at vi ikke er det. Og at historien om det nationale fællesskab hviler på løgne eller i bedste fald stærkt tillempede versioner af den historiske sandhed. Skal man så tro på fortællingen? Nej, det er vi for kloge til. Vi skal fortælle den sande historie, sådan som Ove Korsgaard foreslår, men derefter drage de ”forkerte”, dvs. de rigtige konsekvenser af historien. Erkende at det er underligt at denne forestilling om nationalitet har sat sig igennem, men acceptere at det har den altså. Med andre ord, acceptere ethnos som forudsætning for demos, selv om det er historisk forkert, falsk eller i hvert fald ubeviseligt. Stammefællesskabet er åbenbart forudsætning for den politisk definerede nation, i hvert fald i små lande. Der er noget stærkt i forestillingen om ethnos som må tale til vore gener, selv om de går tilbage til stenaldermenneskene, hvor der ikke var tale om nationer eller andre større fællesskaber. Forestillingen om det folkelige fællesskab opfylder et dybtliggende behov; den er tilsyneladende en forudsætning for, at moderne institutioner kan fungere.

Hvad er problemet ved denne indsigt? Omkostningen ved at fejre det danske demokrati som dansk nationalt stammefællesskab er, at demokratiet, etnisk forstået, sætter sig i vejen for at kunne opføre sig fornuftigt og være en globaliseret europæer. Dilemmaet er med andre ord, hvordan man skaber nationale individer, der ikke opfører sig nationalistisk? I den gamle naive fortælling troede, vi at danskerne var sådan ikke-nationalistiske, ikke-aggressive demokrater med en ”sund” national identitet. De senere år har belært os om, at det er en illusion. Vi har blot tidligere ikke været i situationer, der gav aggressionerne frit spil. Sidste lørdag viste publikum og spillerne i Fælledparken, at danskerne er ligesom alle de andre, ikke meget værre, men altså heller ikke bedre. Vi render også ind på banen og banker dommeren, når der ikke er politi nok til stede. Vi disciplinerer ikke længere os selv som roligans, men er i stedet blevet til et ganske normalt land. Odds er at det har Danmark formodentlig været hele tiden, vi har bare fortalt en anden fortælling, der var så overbevisende, at vi selv troede på den. I dag er vi blevet så oplyste, at vi åbenbart ikke længere mener at behøve at lægge bånd på os selv. Og det er skidt.