Demokratiet under forandring
Af Henrik Bang

Jeg er ikke filosof, skal jeg sige med det samme. Så derfor vil jeg heller ikke komme med nogen filosofiske redegørelser. Det er jeg dybest set også inderligt imod, fordi jeg mener, at demokrati er for os alle sammen. Filosoffer er hverken dygtigere eller bedre end alle andre til demokrati. Måske tværtimod. De ville have godt af at lytte langt mere til, hvad ’almindelige mennesker’ har at sige om politik og demokrati og om vores fælles fremtid. Demokrati er, hvad vi alle sammen gør det til, det tilhører os alle sammen, og det kommer fra os alle sammen. Det er i hvert fald min indgangsvinkel: at demokrati udmærker sig ved at være den eneste styre- og deltagelsesform, der i princippet, og i sin vision, er parat til at acceptere, at alle og enhver kan og bør gøre en forskel i et samfunds politiske beslutnings- og handlingsprocesser.

Det, venstrefløjsfilosoffer glemmer, når de begynder at komme med de her meget intellektuelle fordomme om, hvor skrækkelige tingene er blevet under ’kapitalismens’ og ’neoliberalismens’ svøbe, det er, at vi lever i en verden, der faktisk er i en meget stærk forandringsproces. Demokratiet opstod som svar på en ganske bestemt historisk styrings- og deltagelsesproblematik. Det tog form sammen med dannelsen af nationalstaten, sammen med skabelsen af industrisamfundet, sammen med fremvæksten af forskellige sociale klasser og grupper, der alle sammen ville have adgang til og anerkendelse i de politiske beslutningsprocesser. Derfor fik vi politiske partier, interesseorganisationer, sociale bevægelser mv. til at give ’stemme’ til befolkningens forskellige, og ofte modsatrettede, ønsker, drømme og behov. Det var også det unikke ved fremkomsten af det moderne, repræsentative demokrati. Aldrig før i historien havde samfundet organiseret sig politisk på basis af en forestilling om at give alle og enhver fri og lige adgang til at blive hørt i de politiske beslutningsprocesser. Tidligere havde der altid været en herskende klasse; nu skulle samfundet styres politisk i overensstemmelse med dets mangfoldige, konkurrerende og modstridende interesser og identiteter. Det var ikke længere kun elitens, men hele folkets adgang til, og anerkendelse i, de politiske beslutningsprocesser, der begyndte at tælle.

Hele vores moderne samfund og repræsentative politiske system er sådan set bygget op med henblik på at kigge på problemer om adgang og anerkendelse i henhold til den parlamentariske styringskæde. ’Folket’ er yderste led i denne kæde ’derude’ i civilsamfundet, som, med hjælp fra en kritisk presse og alle gode frivillige kræfter, stiller krav til systemet. Disse krav sætter politikerne i Folketinget på dagsordenen og gør til bindende beslutninger, hvorefter regeringsmagten fører dem ud i livet med hjælp af et lydigt og regelret bureaukrati. Og går alt ordentligt til, får politikerne også den nødvendige folkelige opbakning til at fortsætte deres politiske arbejde i Folketing og regering. Alting foregår således på styringskædens præmisser. Vi kigger alle sammen i retning af indgangen til det politiske system og spørger: Lever vi nu godt nok op til alle de der forskrifter om, hvordan man får adgang til og anerkendelse i et repræsentativt demokrati? Er der konkurrence nok i vores partisystem? Er beslutningsprocesserne tilstrækkeligt gennemsigtige? Har vi fået alle relevante interesser og identiteter i civilsamfundet med? Handler politikerne og bureaukraterne rationelt og redeligt? Kan folk derude se, hvem der er de ansvarlige for den førte politik? Er politiske, sociale og økonomiske rettigheder vægtet rigtigt? Er deltagelsen både i civilsamfund og i systemet stor nok? Er den dyb nok? Indgår vi alle med lige vægt i det politiske fællesskab? Er der interesser og identiteter, der systematisk og kulturelt udelukkes?

Vi kunne kalde styringskæden for et ’indgangsdemokrati’, fordi alle har rettet blikket mod, hvordan krav kommer ind og bliver repræsenteret i det politiske system for dernæst at blive til en bindende beslutning. Hvad der så sker ved udgangen i ’indgangsmodellen’ er derfor ’i sidste instans’ underordnet normerne om fri og lige adgang og anerkendelse. ’Output’ handler om den siddende regerings evne til at kontrollere den offentlige forvaltning og få den bureaukratiske ’maskine’ til at implementere beslutningerne på en effektiv og legitim facon. Forestillingen om den parlamentariske styringskæde har været den gældende forestilling helt op til i dag. Ikke i den forstand at man for alvor har troet på, at den nogensinde har eksisteret. Mere som et orienteringspunkt for konkret, politisk beslutning og handlen.

 

Nye værdier for politisk styring
Imidlertid må man i dag spørge sig selv, om der ikke er brug for nye orienteringspunkter? Der er bare sket så meget med samfundet i de sidste tiår – tænk blot på den informationsteknologiske udvikling og den begyndende omstilling til at skulle leve sit liv i et stadig mere ’glokaliseret’ (lokal i global) netværks- eller videnssamfund. Nye værdier for politisk styring og deltagelse trænger frem. Det handler om at kunne kommunikere og brande sit domæne, om at være omstillingsparat og selvansvarlig, om at kunne ’gøre en forskel’ i et stadigt mere professionaliseret og handlingsorienteret politisk system. Hvor interesserepræsentation, bureaukratisk fornuft og solidarisk medborgerskab tidligere fremstod som udprægede plusord, fremmanet af indgangsdemokratiets gældende forestilling, er de nu blevet tegn på uprofessionel politisk ledelse, hæmmende hierarkiske kommandoveje og amatøragtig deltagelse. Den statslige styring og civilsamfundsbaserede deltagelse er eksploderet og groet sammen i nye policy-netværk eller -partnerskaber, hvor det handler om at være med til at sætte den gældende policy-dagsorden og tage medansvar for, at den bliver implementeret. Den sunde fornuft fortæller os da også, at nationalstaten ikke længere kan klare alting selv, men må indgå i policy-netværk og -partnerskaber for at kunne fastholde og udvide sin evne til at træffe gyldige beslutninger og få dem implementeret. Selv i USA begynder man nu at se denne kendsgerning i øjnene. Globale og lokale medier, NGOere, virksomheder, kommunikationseksperter, tænketanke mv. myldrer ind i det nationale politiske system for at være med til at præge policy-værdierne og få de nødvendige ting gjort. Billedet af det ubesmittede, kritiske, autonome civilsamfund fordamper i mangfoldigheden af nye offentlige-private-frivillige policy-netværk og -partnerskaber. Alligevel tøver venstrefløjens debattører ikke med at omtale de frivilliges politisering og professionalisering som ’civilsamfundets sejr over systemet’. Samtidigt er man ikke bleg for også at fortolke denne sejr som udtryk for, hvordan det nationale demokrati har klaret politikkens eksplosion og dermed overflødiggjort de nye ’glokale’ politiske tendenser til hverdagsmageri og politisk forbrugerisme, som har dannet sig uden for de ’professionelles’ nationale dagsordensfastsættelse og policy-samarbejder.

 

Fra nationalstat til netværksstat
Indtil i dag har det nok været rigtigt, at demokrati uden national identitet og formelle institutioner, der nyder bred folkelig opbakning, slet ikke giver mening. Men selvom nationalstatens formelle institutioner er en nødvendig betingelse for demokrati og demokratisering, behøver de jo ikke også at være en tilstrækkelig betingelse. Man kunne hævde, at hvad man ser som det ’gamle’ demokratis ’sejr’, forstærkede styreevne og opbakning faktisk udtrykker en anerkendelse og accept af, at nationalstaten er blevet til en netværksstat og dermed en del af en bredere EU- og global, politisk kontekst. I netværksstaten omstilles nationalstaten til en ny mangefacetteret, grænseoverskridende, vidensøkonomisk, flerkulturel, professionaliseret og individualiseret politisk virkelighed. Det nationale politiske system er ikke længere ’bare’ repræsentant for sin egen nations og befolknings identitet og interesser. Fokus flytter sig fra ’input-siden’ til ’output-siden’. Partierne lægger stadig større afstand til de rodfæstede sociale grupper og klasser, som de var sat i verden for at repræsentere. De laver i stedet deres eget ’kartel’, hvor man bruger regeringsmagten til at tage førertrøjen, når det gælder dagsordensfastsættelse og policy-implementering. Partier vinder ikke valget ved at repræsentere, men ved at kommunikere sine policy-værdier til de nye, politiske forbrugere og hverdagsmagere ved udgangen af det politiske system. Disse lader sig ikke spise af med abstrakte ideologier, men kræver ’varen’ leveret med omhu og til tiden – hvilket kræver samarbejde på tværs af landegrænser og mellem politiske aktører fra stat, marked og civilsamfund.

 

Fra input- til output-demokrati
I dag orienterer individer og grupper sig ikke primært imod, hvordan tingene kommer ind i det politiske system, men imod hvordan de kommer ud. ’God’ offentlig og værdi-orienteret styring udfordrer abstrakt idépolitik og korporatistiske ’studehandler’. Er det de rigtige policy-værdier og -strategier, som systemet prioriterer? Skulle der ikke være mere fokus på ’ældrebyrden’, manglen på arbejdskraft til at holde ’hjulene i gang’ eller landbrugets etik i forhold til miljø og dyrevelfærd? Kan systemet nu også levere, hvad det har lovet? Leveres varerne nu også til tiden? Skulle DSB’s nye tog ikke have været ude at køre for mange år siden? Og kan de overhovedet køre ordentligt på gamle skinner? ’Indgangsdemokrati’ bliver afløst af ’udgangsdemokrati’. Spørgsmålet om, hvordan man får fri og lige adgang til beslutningssystemet, må i netværksstaten indordne sig under spørgsmålet om, hvilke policy-værdier, der skal brandes som de mest relevante for at få tingene gjort og leveret til tiden. De politiske partier dropper deres repræsentative fordring og kæmper i stedet om den regeringsmagt, der giver dem mulighed for at tegne og sætte sig strategisk på formuleringen og gennemførelsen af policy – lokalt, nationalt, regionalt og globalt. Den beslutningsorienterede borger bliver til den handlingsorienterede forbruger og hverdagsmager, der tænker globalt, men handler lokalt.

Intet er nemmere end som filosof at afskrive hele denne forandringsproces som det repræsentative demokratiets totale forfald og overgiven sig til forbrugerisme og neoliberalisme. Hvor gik de civilsamfundsbaserede massepartier nu hen? Hvad skete der lige med den sociale solidaritet? Hvad blev der af pressen som vagthund? Hvordan blev det ’levende ord’ til ren og skær ’stemmen med fødderne’? Hvordan blev den kollektive medborger manipuleret til at påtage sig rollen som ’kapitalens lydige lakajer’? Hvordan kunne græsrødder og andre aktive medborgere degenerere til hverdagsmagere og individuelle forbrugere? Hvordan kunne vi synke så dybt og overgive hele den parlamentariske styringskæde til markedskræfternes frie spil?

Men hvem siger, at den politiske professionalisering og individualisering kun er et produkt af kapitalisme og neoliberalisme? Hvordan kan handleduelig politisk ledelse og deltagelse kun være et fyord? Der er noget sært nostalgisk og anakronistisk ved at afskrive disse nye tendenser som en ’nyliberalisme’, der må bremses ved at ’systemet’ igen begynder at forankre sig i civilsamfundets frem for markedets interesser. Hvad nu hvis verden ganske enkelt er blevet så kompleks og refleksiv, at en tilbagevenden til input-sidens kollektive og nationale interesse- og identitetspolitik blot vil indebære, at det politiske system mistede sin nyerhvervede styringsevne og legitimitet på output-siden? Kunne det ikke tænkes, at god politisk ledelse i kombination med stærk individuel handleduelighed er blevet forudsætninger for at håndtere presserende fælles policy-anliggender med global opvarmning, terrorisme, folkesundhed, integration af flygtninge og indvandrere etc.? Er det ikke netop for at finde frem til nye løsninger på disse problemer og udfordringer, at ikke bare partierne, men også vælgerne, medierne, NGOerne, eksperterne, tænketankene etc. rykker mod udgangen for at være med til at præge og påvirke policy? Og er det kun af det ’onde’, som de ’gamle’ venstrefløjsfilosoffer siger, eller giver det os ikke alle sammen nye muligheder for at styre og praktisere vores frihed på nye måder, der kan være med til at udvikle os og realisere vores personlige og fælles livspolitiske projekter?

Vi har et gammelt, etableret demokrati, som jeg selv i yderste instans vil gå i døden for at værne om, det må jeg indrømme. Det blev dannet omkring spørgsmålet om, hvordan vi sikrer folkestyret ved at sørge for, at vores forskellige interesser og identiteter får adgang til og anerkendelse i de politiske beslutningsprocesser. Parallelt med det ’gamle’ system er vi i dag ved at opbygge en helt ny type af politisk system eller netværksstat, som er koncentreret om, hvordan vi handler, hvordan vi producerer og forbruger politiske goder. I gamle dage var det bare et spørgsmål om ’neutral’ og ’objektiv’ forvaltning, men sådan er det jo slet ikke mere. I dag er vi alle sammen ved at blive til ’politiserede forvaltere’, netop fordi vi alle sammen i voksende omfang vil være med til at italesætte og levere de ’nødvendige’ politikker. Pointen er blot, at eftersom den nye ’udgangspolitik’ er opstået uden for det ’gamle’ demokratis rammer, er den i sagens natur ikke nødvendigvis demokratisk. Den giver os nye betingelser og muligheder for at udøve kunsten at styre og praktisere vores frihed. Men skal ’udgangspolitikken’ gøres demokratisk, må vi gøre langt mere for at gøre den mere gennemskuelig og ansvarlig og for at sikre den folkelige deltagelse og kontrol i dens tilblivelse og realisering.

 

Nye strategier på venstrefløjen?
Hvor er så de nye venstrefløjsstrategier for at demokratisere den nye udgangspolitik på sine egne og ikke kun indgangsdemokratiets betingelser? Her skal man jo huske, at den ’moderne’ venstrefløjs demokratiske slagord om ’dialog’, ’samarbejde’ og ’fællesskab’ får helt nye betydninger og konsekvenser, når de ’flytter sig’ fra ’indgangen’ til ’udgangen’ af det politiske system. I dag gør policy-eksperter fra det private, frivillige og offentlige domæne stadig mere brug af disse ’levende ord’ for at gennemføre en mere effektiv og hensigtsmæssig politisk styring fra det lokale til det globale. Kernespørgsmålet er blot om voksende ekspert-pluralisme i sig selv fører til mere folkestyre? Det kan man have sin stærke tvivl om. Offentlighed foregår ikke længere primært i civilsamfundet eller i Folketinget men i ’glokale’ policy-netværk, i hvilke eksperter samtaler med andre eksperter om, hvordan tingene bedst løses. Der er derfor gode grunde til at frygte en voksende afkobling af den ’almindelige’ befolkning fra ’de professionelles’ politiske dagsordensfastsættelse og policy-samarbejder.

Folkestyre i dag kræver en anden form for kritik end den ’gamle’ venstrefløjs antikverede forestillinger om, at god politik er en civilsamfundsbaseret og statsdikteret politik, der vil frigøre ’folket’ fra ’kapitalens herredømme’. Udgangspolitik har taget teten frem for indgangspolitik på grund af den hastigt voksende kompleksitet og refleksivitet i samfundet. Det ’gamle’ demokrati er blevet for langsomt og kan ikke selv få tingene gjort. Så vi går i netværk og arbejder sammen på kryds og tværs af gamle grænser. I så godt som alle samfundsfagene finder du nye netværksmodeller, som forholder sig til, hvordan markedet, civilsamfundet, forvaltningen, eksperterne etc. i stigende grad politiseres og må kunne bemestre den strategiske kommunikation, der kræves for at begå sig i en stadig mere ’glokaliseret’ verden. Politik ved udgangen er ikke bare et liberalistisk og kapitalistisk projekt men også et, der er sat i gang af politiske ledere, hverdagsmagere og (for)brugere med en kritisk holdning til det bestående, som refleksive individer, der gerne vil udvikles, gerne vil have deres projekter realiseret.

Refleksive individer vil selv være med til at afgøre, hvordan man kan kombinere det at styre andre med det at styre sig selv. Deres engagement går i en mere livspolitisk end abstrakt, filosoferende retning, og deres politiske identitet er projektorienteret mere end bare legitimerende eller oppositionel. Refleksive individer vil udvikle sig selv og deres samfund ved at bidrage til projekter, hvor man løser sine konkrete policy-problemer på tværs af alle gamle grænser mellem stat og civilsamfund, højre og venstre, national og international, etc. Det er bare for nemt at afsværge det refleksive individ som en lalleglad forbruger i økonomiske magters vold. Der er brug for en ny venstrefløj, der accepterer og vedkender sig, at i en stadig mere kompleks og refleksiv verden må en større del af samfundskritikken nødvendigvis bæres af det enkelte individ. Kritik handler i dag mere om have en kritisk, etisk holdning end en kritisk moralteori, hvor alle svar er givet på forhånd. Det enkelte individ må i dag selv tage medansvar for, hvad der sker og aktivt vurdere om, det, der siges og gøres i den konkrete politiske situation, er troværdigt og sandfærdigt og åbner nye døre for at balancere de gensidige politiske relationer af autonomi og afhængighed mellem eksperter og lægfolk.

Det er oplagt, at individet i sin nye etiske policy-optik nemt kan blive et ’offer’ for retorik, populisme og kulturstyring ’fra oven’. Det være sig i form af ’lagerforvalteren’ Bertel Haarders ’danske’ topstyring, ’iværksætteren’ Lars Kolinds projektstyrede grupper eller ’berømtheden’ Brian Mikkelsens kanon-demokrati. Men uden kritiske individer intet opgør med denne nye, republikanske elitisme (som jeg plejer at kalde den, fordi den pakker sin dominans ind i vores fælles demokratiske værdier og ser vores politiske ’mægtiggørelse’ udelukkende som en ressource for at udvikle systemet). Vi har brug for flere kritiske, ’ganske almindelige’ individer i udgangspolitikken, der kan udfordre ’systemet’ og slå bro imellem det ’gamle’ demokrati og de professionelles policy-netværk og -partnerskaber. At afskrive det refleksive individ som kapitalens og neoliberalismen forlængede arm er simpelthen ukritisk og bedrevidende. Det tjener ikke folkestyret til ære, men bidrager kun til at eksponere socialismens skyggeside, nemlig forestillingen om at politik og policy bedst varetages af de professionelle og berømte, der udgør samfundets avantgarde.