Demokratiets tilstand
Af Steen Nepper Larsen

Jeg vil efter Ove Korsgaards oplæg lave et gigantisk kvantespring på ca. 160 år frem til i dag. Der er nemlig ved at ske noget radikalt nyt med vores samfund og med demokratiet. Vi er ved at blive omstillet fra at være statsborgere, fra ideelt set at være deltagere og engagerede mennesker i et demokrati, til slet og ret at blive småmopsede og kravartikulerende forbrugere. Eksempelvis skal vi til at tænke på os selv som nogle, der har krav på at blive serviceret ordentligt. Som bekendt skal vi nu også til at have ”kvalitetsrettigheder”. Det er den nyeste omgang newspeak, der er på vej.

Man kan få en ubændig lyst til at citere den gode gamle filosof Martin Heidegger – som nu ikke var en stor demokrat – for i et af sine ungdomsskrifter fra 1919 skrev han ganske præcist, at livet i det moderne samfund præges af ”en mod jeget tilbageskuende selvbegloelse”. Sådan et menneske evner ikke kunsten at decentrere sig, og det formår ikke at se bort fra det private for at realisere det almene. Sådan et menneske er faktisk kun interesseret i at få noget ud af sin deltagelse. ”Noget for noget”, hedder det også på neoliberalt sprog.

Umiddelbart er der slet ikke noget mærkeligt ved denne ensidighed og elendighed, for folk bliver jo netop opdraget til at tænke og handle på denne måde. Det neoliberale system opretholdes ikke (længere) af en natvægterstat, men af en stadig mere kontrollerende, evaluerende og styringsmanisk stat, som på forskellig måde vil styre os i kraft af vores interesser. Og vores interesser skal vi ville maksimere, vi skal lære at få mest muligt ud af dem. Vi bliver faktisk tvunget til individualisme af staten og til at hyppe vore egne kartofler. I det her samfund er vi altså ved at omstille os fra at være statsborgere til at være kompetente individer og smagfulde forbrugere.

 

Den neoliberale drejning
Det er min påstand, at der er noget helt rivende galt i denne udvikling. Vi kan sige, at det eneste system, som ikke i øjeblikket står til regnskab for noget som helst andet end sig selv, er det økonomiske system. Jeg har opfundet begrebet ”økonomisk autisme”. Det system, der styrer alle statens rationaler og også vores privatøkonomi, vores omgang med andre mennesker, jobbet og karrieren. Det går ud på, at det skal kunne betale sig, og at økonomi er forpligtet på økonomi, altså man skal tjene penge, fordi man skal tjene penge. Profit er godt, fordi det er godt, fordi så skaber eller scorer man … profit. Kort og godt er der opstået et hjerneblæst, selvreferentielt system, som alle andre systemer og praktiske handlinger skal stå skoleret overfor. Det kan være kunstpolitikken, der skal bidrage til at brande Danmark, så vi løfter os fra plads 14 og op på plads 8 blandt de lande, vi sammenligner os med. Kulturarven er tilsyneladende kun vigtig, for så vidt vi får turister til Danmark og solgt nogle flere varer. Jeg har lige læst et meget interessant notat fra Undervisningsministeriet. Skolesystemets effektivitet ses i lyset af, at vi skal se at komme ud på arbejdsmarkedet i en fart. Vi må ikke spilde tiden på universitetet, men skynde os at få et job for at arbejde i ca. 45-50 år på fuld tid. Vi skal være aktive fra vugge til krukke i evig forandring og beredt på permanent omstilling. Engang vil vi sikkert også få brug for at opfinde et begreb for det, der måske må kaldes for ”lunken selvhjulpethed”. Fremtiden kommer sikkert til at handle om, hvordan vi formår at styre os selv længst muligt i vore egne hjem og lærer at aktivere en eller anden knap, så vi kan få et eller andet afmålt bragt til dørs, som sikkert ækvivalerer hvor meget skat, vi har betalt i vores tid som producenter af et eller andet vigtigt til markedet og/eller staten.

 

Forfejlet kulturpolitik
Som modtræk til denne sørgelige og skændige udvikling må vi blandt andet søge at genbesinde de offentlige institutioner på deres kerneydelser. Det sidste år har jeg afholdt en del kurser for ledere i Københavns Kommune, og det har rystet mig, at se kommunes kulturpolitik blive beskrevet under devisen, at den primært skal servicere brugerne (borgerne!), der har krav på at modtage interessante ydelser og på at blive underholdt. I mit stille sind tænker jeg på, hvad det mon er, de der mennesker i den kulturforvaltning sysler med, hvis ikke de har kraft til at tænke, sige og fastholde, at der fundamentalt må bedrives kulturpolitik, fordi mennesker skal kunne få mulighed for at komme til at møde noget, de ikke selv kan lave eller opsøger af sig selv endsige blot kan få adgang til via markedet. Vi skal så at sige ikke nødvendigvis have det, vi vil have eller forventer at få, når vi går på kunstudstilling eller på anden vis er kulturelt aktive. Det ville da være for trist og for uambitiøst, hvis vi altid troede, vi vidste, hvad vi skulle opleve, før vi havde oplevet noget som helst. Den herskende form for præferencetænkning er ganske elendig, ikke mindst når den kombineres med det anmassende testningsvanvid. Vi presses f.eks. til at tro, vi kan måle os selv med resultatkontrakter, før vi har tænkt en tanke eller udforsket et fænomen på samtidens universitet. Men hvordan kan man indgå resultatkontrakter om, hvad man muligvis vil finde ud af om tre til fem år? Man tvinges til at skulle kunne opstille måle- og succeskriterier, inden man overhovedet har påbegyndt forskningen.

Vi kan sige, at vi for tiden underlægges et kolossalt spildtidssystem. Skoleelever lærer fra ca. tiårs-alderen at fordoble sig selv. De skal være gode til matematik; men frem for alt skal de være gode til at tale om, at de er gode til matematik. Så laver de elevplaner, og så går der vanvittig lang tid med at kontrollere, om de nu også lever op til elevplanernes målsætninger, og om de er gode og selvstyringskompetente elever, og det profilerer man sig så på. I øjeblikket foregår der en selvfordoblingspraktik, og en selvbekendelsesteknologi breder sig i skolen. Der er tale om en uendelig selvovervågning med henblik på en uendelig selvmaksimering, og det er uendelig kedeligt. I stedet for at interessere sig for ’sagen’ – alt det, man ikke ved noget om – og i stedet for at have en agtelse for en lærer, der er interessant at høre på, fordi vedkommende kan åbne en ny verden, så begynder man at tænke strategisk profilerende. Det har man for øvrigt gjort i lang tid på arbejdsmarkedet, og det er da også herfra, at disse typer ’snilde’ teknologier breder sig og trænger ind i staten og i de pædagogiske institutioner.

 

Vi må genrejse tilliden til de offentligt ansatte
Det er en stor udfordring at søge at genrejse tilliden til det at være offentlig ansat. Karikaturen af dagens offentligt ansatte, er en lettere tynget person med et kors på sine smalle skuldre. Én, der er lettere til grin, fordi han eller hun ikke allerede for længst har søgt et langt mere vellønnet job i den private sektor. Konfronteret med disse stærke fordomme gælder det om at prøve at forestille sig, at man kan gentænke en professionsethos i den offentlige sektor. Der må tænkes et alternativ indeholdende respekt for faglighed, gedigent håndværk, tillid, tid, tålmodighed og forsøg på at vende skuden nedefra. Jeg kan komme med et par eksempler. I gamle dage strømmede der fornyende energi op nedefra (… det kan godt være, det er lidt idealiseret …). Vanvittige studenterbevægelses-aktivister fandt på, at der skulle eksperimenteres med gruppe- og projektarbejde på universitetet, og var på denne måde med til at søsætte RUC. Mystiske langhårede marxister indgik partnerskab med fremsynede socialdemokrater, da sådanne endnu eksisterende (eksempelvis Erling Olsen). Eller man fandt på alternative eksamensformer i Lyngby-Taarbæk Kommune og sendte dem op igennem systemet, så de endte på undervisningsministeriets bord og blev til morgendagens uddannelses- og skolepolitiske virkelighed. Hele denne dynamik synes i dag at være en saga blot. Nu er rationalet ren topstyring. Man laver PISA-testning, komplicerede styringsmanualer og iværksætter tidskrævende og strategisk fordoblende dokumentationer. Kontrolhysteri breder sig ovenfra og ned i form af den mest primitive omgang ”top-down-management”, som det hedder i handelshøjskole-terminologien.

 

Den evaluerende stat
Samfundet synes i øjeblikket at være domineret af tre distinkte (uddannelses)politiske rationaler, der alle slås om at tage magten. Det ene rationale, som jeg har skildret her, kan kaldes for ”Bertel Haarder, industrisamfundet og lagerforvaltningslogikken”. Dette rationale er i spil, når man siger: ”globaliseringen fordrer”, ”Bologna-processen og PISA-målingerne kræver”, og derefter gennemfører ’det hele’ ovenfra og ned ved hjælp af staten og helt ned til kommunalbestyrelsen, der skal teste skoleledere, der igen tester eleverne (jf. det førnævnte ”top-down-management”).

Den anden idé er ”Lars Kolind-modellen”. Her drejer det sig om, at samfundets mange projektstyrende grupper bør være underlagt en tvang til at være kreative, for ellers slår vi jo ikke kineserne og de andre toptunede agenter i den globale konkurrence. Altså jo mere projektarbejde og jo mere tværvidenskabelighed, jo bedre for Danmark og for konkurrencestaten. Det ligner RUC-pædagogikken generaliseret som humanistisk kapitalisme.

Den tredje logik er ”Brian Mikkelsens nationale kanontænkning”, hvor der tænkes i tradition og substans på trods af, at kapitalismen er aldeles ligeglad med, om man tjener penge på nøgne, muslimske kvinder, der spiller tennis – det ville jeg i øvrigt nok kunne finde på at købe billet til – eller om man tjener penge på salg af biler, kødpålæg eller på vigtige, forfinede ting, der kan stoppes i ørerne, og som er lavet af Oticon. Som system er kapitalismen fuldstændig indifferent over for, hvad den tjener penge på, bare den tjener penge. Men det er Brian Mikkelsen, som bekendt ikke. Heroisk ønsker han at genrejse substansen. Vi skal så at sige have banket alle ’de fremmede’ på vores egen hjemmebane. Kulturministeren proklamerede, uden blusel, at kanonprojektets gennemførelse var en sejr i kulturkampens første halvleg. Flere ’nyttige’ idioter trådte hjælpende til, selvom mange af de tænkende sjæle væmmedes over de nationalistiske hyletoner.

Disse tre rationaler slås intenst i samtiden: 1) Top-down-managementet, 2) de selvstyrende og kreative grupper og 3) kanon-substantialiseringen i den afsubstantialiserende kapitalisme. I øjeblikket synes førstnævnte rationale at være det stærkeste.

Karl Marx og Friedrich Engels skrev i Det kommunistiske manifest i 1848, at alt fast og solidt fordufter, og at alt helligt går i grus i det moderne, dynamiske, kapitalistiske samfund. I dag er det en udfordring at prøve at genrejse substansen begavet og uden nationalistiske overtoner. Det gælder om at prøve at finde ud af, hvordan vi håndterer de demokratiske fordringer. Borgeren og statsborgeren må gentænkes begrebsligt og gives nye praksismuligheder. Der må udvises en slags agtelse over for de fælles spilleregler, og vi må trænes i, at vi ikke nødvendigvis skal have opfyldt alle vore egne behov hele tiden og altid. Efterhånden er det blevet sådan, at hvis man får en dårlig karakter på universitetet, så er det nok lærerens skyld, fordi vedkommende ikke var tilstrækkelig dygtig eller underholdende. Hun eller han er nemlig også til livslang evaluering. Den studerende tilskyndes til at give points på en skala fra et til fem, der skal afgøre, om han eller hun var en god underviser i et fag, man notorisk ikke har forstand på eller kender dybderne i. Det er fuldstændig absurd, når komplekse størrelser bliver vurderet ud fra konsumenternes kriterier, som ofte kan være sagen ganske indifferent. Der må arbejdes for, at der genrejses en respekt for sagen.

 

 

Kærligheden til håndværket
Min kone elsker at sejle i kajak, og hjemme hos os ligger der en trækajak, som er lavet i fint, lyst og brunt træ. Den er fra 1962 eller 1963 og en fantastisk kapsejladsbåd, der kun kan sejles, når der er fladt og roligt vand, for ellers risikerer man at vælte. Den er udformet af flere lag af fint pudset, indgraveret og lakeret træ. Datidens bådebyggere har haft en kærlighed til håndværket og besiddet en stor kunnen. Der er nogle, der har besindet sig på, at sådan laver man en kajak, når man er suveræn og frem for alt meget grundig. Hvorfor tænker vi ikke skolen sådan? Hvorfor tænker vi ikke universitetet sådan? Hvorfor tænker vi ikke hjemmeplejen sådan?

Hvorfor genrejser vi ikke respekten for håndværk, for tid og tålmodighed i stedet for konstant og kun at skulle begrunde noget med hensyn til noget andet (ikke mindst: effektiviteten, dvs. in casu: økonomien). Prøv at lægge mærke til de mennesker, som i dag hele tiden taler om noget, men ikke med det sprog, der hører til. De taler om det med det sprog, der ligger ved siden af. Altså: Læs det her, for det kan du bruge til at markedsføre dig med, når du skal ud til jobsamtale, ikke fordi du har kærlighed til dansk litteratur. Gør sådan og sådan, for det kan du bruge, når du bliver voksen. Livet bliver hele tiden domineret af en slags omvejsrationalitet, der skal begrunde det, man gør, i stedet for at have en ren og skær kærlighed til båden.

Noget af det, der er mest ødelæggende for demokratiet, er newspeak. Det drejer sig om forskellige former for afskyelige ord, der magnetiserer os. Ernst Bloch, en tysk filosof, sagde det engang sådan her: ”Jo større ordene er, desto større er risikoen for, at det falske sniger sig ind i dem”. Et af de steder, hvor det falske virkelig sniger sig ind for øjeblikket, er i ordet ”kvalitet”. Det er jo en trumf, en markør. Det er et sådan slags positivt ladet begreb, som ingen rigtig ved, hvordan skal defineres. Men nu skal vi altså have kvalitetsreform. Forud for det har vi haft et andet ord, som har styret alt, nemlig: ”globaliseringen”. Og forud for det skulle vi alle sammen have ”kompetencer”, og så skulle vi alle sammen ”evalueres”. I øvrigt er det ikke mere end tyve år siden Bertel Haarder styrede efter en anden slags kvalitetsterminologi. Sidste gang hed det ”kvalitetsudviklingsprojektet” (KUP-projektet), og i 1988 var det det ord-system, der terroriserede skolerne. Hver eneste magtmæssige rundgang opstår der sådan nogle hurra-ord, som spreder sig nærmest umærkeligt, og vi vænnes til ikke at spørge til deres oprindelse. Ingen dekonstruerer dem, selvom man vel har kunnet det engang på universitetet, før man blev højtbetalt institutbestyrer eller ny-nationalist.

Jeg må alliere mig med Nobelpristageren Elias Canetti – en fremragende forfatter, der kunne skrive og tænke på syv forskellige sprog, en formidabel mand, der drømte om ord, han kunne fylde med ny betydning. Han skrev: ”Han søger sætninger, endnu ingen har tygget på”. Prøv at forestille jer, at vi havde et demokrati, hvor vi kun brugte ord, som ikke var for længst ’overfortyggede’. Tænke sig at leve i et samfund, hvor ordene kunne gengive os en ny erfaring i kraft af, at vi talte dem frem. Udtrykt med Canettis flammende skrift: ”Han vil, at hver eneste sætning skal tale af dens egen erfaring”.

Konkluderende og kort sagt: Det danske demokrati trues af en ødelæggelsesproces, der udgår fra den neoliberale stats fuldstændig vanvittige styrings- og kontrolmekanismer – som regeringen og dens støtteparti i øvrigt er fuldstændig enige med de stadig mere lammefromme og tavse socialdemokrater om at gennemsætte. Det er ikke mindst derfor, vi lever i en vammel, national konsensus af dumhed, småtskåret ulækkerhed og strategisk manipulation, så langt øjet rækker – og derudover er vores sprog gået så meget i stykker, at vi næsten ikke kan tænke en kritisk tanke længere. Sker det alligevel så måske i korte glimt, når vi holder fri, for når vi er på arbejde, skal vi opføre os pænt og tilregneligt.