Søg
Her er du: Forside >Temaer >Terrorisme
Steen Nepper Larsen
Lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet

Teser om terrorisme

01.03.2005

Terrorens mangel på projekt, vision og politisk opbyggelig idé giver den paradoksalt nok en frygtindgydende styrke.

Hvis politik handler om en eller anden form for rationel og fællesskabsstiftende idé om indretning af det fælles, så er terrorisme ikke politik. Terrorismen er ikke-politikkens transformation til forfærdende handlinger med andre midler end et samfundssyn. Den drømmer ikke om at forbedre polis, endsige om at kæmpe med åben pande for en alternativ politeia. Den er en destabiliseringens strategi, der tager verdens mennesker som gidsler for et gigantisk ubehag, der ytres skånsels- og skruppelløst. Det er svært at føre krig mod en terrorisme, der ikke forsvarer et territorium. De de-territorialiserede terror-nomader udnytter nemlig – og det er ikke spor underligt – ganske de samme logikker som kapitalens, pengenes og varernes frie bevægelighed.

I elsker livet, og vi elsker døden

Al-Qaedas såkaldte militære talsmand for Europa afsluttede en video med ordene: »I elsker livet, og vi elsker døden«. Dette nihilistiske budskab vækker mindelser om den europæiske totalitarisme i det 20. århundrede. I kølvandet på bekendelsen til døden trak stalinismen, fascismen og nazismen historiske blodspor. Men den moderne form for netværks-fascisme har ikke brug for en Duce eller en Führer. Den har heller ikke en drøm om en stærk stat. Terroristerne er er ved at blive horisontale og derfor ganske uberegnelige. På en pervers facon ‘demokratiseres‘ terroren. Der åbnes for de mange og de radikalt meningssøgende - noget en vertikal, topstyret og ‘tilregnelig‘ organisation med en identificerbar ideologi aldrig ville gøre. At man kan finde mening i at terrorisere verden synes meningsløst; men læserne af dette dagblad er jo næppe heller just potentielle terrorister.
Nutidens terrorisme er autonom og selvrekrutterende. Der er nok af unge mænd at tage af og at appellere til. Smågrupper dannes, bestående af uforudsigelige blandinger af kølige rationelle tænkere, ofringsberedte martyrer, fanatikere tændt af en hellig ild og formodentlig også vantro og udvejsløse typer.

Qaeda betyder netværk

Terrorister har ikke faste adresser. De synes fundamentalt at høre hjemme uden for verden, i en hinsides drømmeverden. Som metafysikere afskyr de blotte overflader. Deres scene er global, men de kan sjældent lokaliseres. Når civilisationens fjender kan bevæge sig overalt, glide ind og ud af uddannelsessystemer, lejeboliger og identitetssystemer (nye navne, nye pas), bliver de som nåle i høstakke. Ordet Qaeda betyder kort og godt netværk. Bemærk dette nøgterne og åbne navn. Computerens neutrale tegn kan sættes sammen på alverdens måder. Det terroristiske netværk lader sig på samme måde befolke af alle mulige projektive overførsler: religiøse, politiske, sociale, civilisationskritiske, økonomiske, kriminelle og/eller eksistentielle.
Når terroren kan ramme overalt: et diskotek i Østen, et tog og et arbejderkvarter i Madrid, et hotel i Bagdad eller store fly i brændende nærkontakt med høje kontorarbejdspladser midt i New York, har terrorismen fået et psykologisk overtag. Ingen steder kan vi længere føle os sikre. Det civiliserede og civile samfund trues. Flakkende forsigtige blikke in spe vil få travlt med at spotte mistænkelige mennesker, mystiske kufferter og mangelfulde sikkerhedsregler i verdens lufthavne.

Global on-line dækning

I 1967 skrev Guy Debord La Sociéte du Spectacle. På dansk kom den til at hedde Skuespilsamfundet, da den blev oversat i 1972. Den bærende og visionære tese er, at det moderne liv viser sig som en uhyre ophobning af skuespil – eller formuleret på en anden måde: som en permanent tilstedeværelse af spektakulære billeder.
Tesen har i mellemliggende 37 år ikke tabt i flyvehøjde; snarere er den til fulde blevet virkeliggjort. Debord fortolkede det spektakulære som noget tautologisk. Dets midler er dets mål. »Det dækker hele verdens overflade og svømmer i det uendelige rundt i sin egen stråleglans«, som det hedder i paragraf 13. I næste paragraf står der: »Skuespillet vil ikke blive til andet end sig selv«.
Terrorismen ville være berøvet sin effekt, hvis den ikke kunne regne med global on-line dækning. Hvis den fungerede i den præ-moderne verden, dens bærere til tider kan finde på at heroisere, mens de forbereder deres aktioner via de internationale kommunikations- og trafiksystemer, ville den være ilde stedt. Terrorister er på trods af deres højstemte retorik ofte også kriminelle. De har brug for våben, sprængstoffer og logistik og kan være dybt involveret i stofhandel, tyveri eller afpresning. Uden den moderne verden, de afskyr, var de paradoksalt nok magtesløse. En multipel apokalyptisk renselsesfest (synkrone mega-bomber sprænger i alle ‘onde‘ storbyer på én gang), transmitteret af alle verdens tv-stationer på samme tid, ville være den religiøst motiverede terrors største verdslige trumf, hvad terroristerne så end ville bruge dette skrækkelige blodorgie og denne endelige sejr til.

Manglen på projekt og vision er terrorens styrke

Det er ikke med ærefrygt, vi møder terrorismen, men med rædsel. Blodige terroristiske anslag er spektakulære begivenheder, og hvis de absolut skal tydes som sublime fænomener, er de på den mest negative og ødelæggende form livets modbilleder. Da WTC-tårnene styrtede sammen, var det ikke et kunstværk, der blev født; men derimod en verden, der blev kastet ud i dyb tvivlrådighed og kolossal tristhed. Hvis der fandtes en terrorisme med et menneskeligt ansigt – om end denne ville være en contradictio in adjecto – ville den sørge for ikke at slå mennesker ihjel eller at lemlæste dem; den ville nøjes med at smadre Big Ben, Frihedsgudinden og Pentagon efter arbejds- og lukketid. Ubehageligt, men sandt: Terrorismen er ikke rigtig effektiv, hvis den ikke at gør menneskemassens udskiftelige kød til spektakulært råstof for et afskyeligt og skændigt virke.

Man kan komme til at forstå, om end ikke bringes til at sympatisere med den unge palæstinensiske mor, der med sit barn på armen vælger at gøre sig til en levende bombe i Israel med drømmen om en autonom palæstinensisk stat i tanken. Man kan muligvis også med verdenskrigens logik og soldatens nationale ære in mente sætte sig i den japanske kamikazepilots sted eller i et glimt se rimeligheden i, at Rote Armé Fraktion ganske uden tab af menneskeliv smadrede et styringssystem i Frankfurt a/M, som amerikanernes anvendte for at udføre deres skændige tæppebombetogter i
Vietnam. Men man kan sikkert aldrig komme til at fatte, hvorfor flere tusinde newyorkere eller hundrede spaniere skulle likvideres. Terrorens enkle budskab synes at være terror, der kan gradbøjes som død, vold, lidelse, gru, usikkerhed og frygt i flæng. Terrorens mangel på projekt, vision og politisk opbyggelig idé giver den paradoksalt nok en frygtindgydende styrke. Den er blevet en tom og fatal referent for alskens civilisationslede og en lynafleder for store dele af den arabiske verdens manglende evne til at reformere og modernisere sig selv til demokratiske samfund.

Den hårde næves politik

Terrorister ønsker ikke dialog; de går ikke forhandlingsvejen. Hvis både deres mål og deres formål er død, lader de sig næppe afskrække, men nok bekæmpe, ikke mindst ved at infiltrere deres netværk og bidrage til en intern demokratisering i de arabiske lande. De 500 saudiske prinser, der meler oliekagen til egen fordel, tilsyneladende uden den ringeste idé om at bidrage til intern udvikling i landet, må således gives dårlig presse, og der må indgås færre kontrakter med dem. Der er ikke bare en nærværende udfordring, men også en værdig nødvendighed, at de vestlige demokratier ikke suspenderer deres egne retsstats-frihedsforestillinger i kampen mod terroren.

Hvis de åbne samfund vælger den hårde næves politik og på skandaløs vis indespærrer mennesker på ubestemt tid i fangelejre uden retsbeskyttelse eller kaster sig ud i krige på uklare, iscenesatte og tvivlsomme grundlag, så risikerer de blot at gå terrorismens ærinde. Og hvis overvågningssystemerne vokser til ukendelighed, og identitetskontrollen intensiveres og skævvrides (bio-politisk særbehandling af ikke-vesterlændinge, en generel mistænksomhed af alt afvigende – in casu: alt arabisk og alt islamisk), risikerer det civile liv at blive terroriseret til ukendelighed. Det gælder kort sagt om ikke at blive så grim som den fjende, man bekæmper. Ikke mindst derfor må der lægges behørig afstand til den ukritiske udgave af en selvretfærdige amerikanske politik, der tenderer i retning af et projekt om verdensdominans og en énsidig beskyttelse af egne interesser.

Artiklen har tidligere været bragt som kronik i Information.