Søg
Christen Sørensen
Professor i økonomi og tidligere økonomisk vismand

De burde vide bedre

27.05.2010

Interview af Jens A. Andersen og Trond Poulsen

Forhenværende økonomisk overvismand Christen Sørensen ser dumhed og ansvarsforflygtigelse som de primære årsager til finanskrisen og undrer sig over, at man lod Lehman Brothers krakke og dermed indledte finanskrisen. Men han glæder sig i det mindste over, at de økonomiske lærebøger alligevel ikke behøver at blive skrevet om.


I diskussionerne om finanskrisen bliver det ofte til et spørgsmål om grådighed – er det den rette diskussion?

Det var ikke grådigheden i sig selv, der var årsagen, for grådighed har altid eksisteret og været en del af det økonomiske system. Problemet er, at man tillod den at florere næsten ubegrænset. Det afsporer debatten voldsomt, når man påstår, at krisen alene er et spørgsmål om grådighed hos en række enkelt aktører.

Men der er mange - politikere, bankfolk, økonomer og mange andre - der har en stærk interesse i at få debatten til at handle om enkelte aktører og deres grådighed i stedet for de egentlige årsager til krisen; nemlig at man har liberaliseret reglerne for pengeinstitutvæsener og den finansielle sektor enormt i årene frem mod krisen. Og det er ikke kun mig, der siger det. Den amerikanske centralbanks chef, Ben Bernanke udtalte på det amerikanske årsmøde den 3. januar 2010, at man har givet finanssektoren alt for frit spil og nu betalte prisen.

Hænger liberaliseringen sammen med den enorme optimisme, der har præget de økonomiske udmeldinger under hele opsvinget?

Når økonomer begynder at snakke om krisefrie økonomier, er der noget galt. Opsvinget var præget af den her utopiske drøm om uendelig vækst – det var bare et spørgsmål om at sætte økonomien fri, så ville vi få permanent vækst, fuld beskæftigelse og så videre.
Den stemning herskede også herhjemme. Fogh sagde for eksempel, at nu skulle lærebøgerne skrives om, at økonomernes advarsler var det rene vrøvl. Nu sparer vi så i det mindste at skulle skrive lærebøgerne om.

Hvad blev den udløsende faktor for finanskrisen?

 Korthuset væltede med krakket af Lehman Brothers. Det er stadig et mysterium for mig, hvorfor man tillod banken at gå konkurs. Det er den helt store lektie fra 1930’ernes krise; det må man aldrig gøre, for så kommer alle dominoeffekterne væltende; lånene må kræves hjem fra virksomhederne, og så må virksomhederne også gå konkurs og så fremdeles.
Jeg har kun set én forklaring på det: de amerikanske politikere forstod ikke situationens alvor. Derfor mente ’man’, at man blev nødt til at demonstrere for dem, hvad der ville ske, når en af de helt store banker gik ned. Og så valgte man at lade Lehman Brothers - en i international sammenhæng middelstor bank - gå ned. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men det er den eneste forklaring, jeg har set. Men jeg kan grundlæggende ikke forstå at man gjorde det. Specielt ikke fordi den amerikanske centralbankchef er ekspert i 30'ernes økonomiske krise og om nogen burde vide!

Hvem er det ´man´, der lod Lehman Brothers gå ned for at demonstrere sagens alvor for de amerikanske politikere?

Det var det amerikanske finansministerium, centraladministrationen og centralbanken. Ben Bernanke kunne jo godt have hindret krakket, hvis han ville. Han kunne have sagt ”det bliver uden mig” og så havde de ikke turdet. Der er også nogen der mener, at Henry Paulson der sad i Goldman Sachs havde en finger med i, at Lehman Brothers skulle have kniven. Det er svært at vide, hvad der er fup og fakta, men der ingen tvivl om at det var finansministeriet i USA - og dermed regeringen - og centralbanken, der lod det ske.

Hvad har kendetegnet den danske situation og tiden frem til krisen?

Der er under Foghs regering ført en historisk uansvarlig finanspolitik. Da dansk økonomi var rødglødende i 2006 og 2007 førte man en meget ekspansiv finanspolitik og pumpede ekstra købekraft ud. Og ikke nok med det, man tillod også at boligbyggeriet eksploderede. Jeg har selv advaret imod det i 2005 og sagde man skulle gribe ind overfor det. Men det turde regeringen ikke. Fogh går for at være en hård nød, men han var jo i virkeligheden temmelig blød. Han turde ikke gøre noget der generede befolkningen. Der er formentligt også derfor, han skyndte sig væk, inden alle ulykkerne væltede ned om ørerne på ham.

I Danmark har vi jo en instans i det økonomiske råd. Hvordan vurderer du de såkaldte økonomiske vismænds rolle i forhold til krisen?

Der er meget få institutionelle interesser, der vil gå ind og argumentere for en finanspolitisk stramning. Erhvervs-organisationer tør ikke, for så generer det deres medlemmer. Bankøkonomerne tør heller ikke, for så generer det bankens kunder.
Der kun to institutioner, der virkeligt kan - det er nationalbanken og vismændene. Og vismændene svigtede under højkonjunkturen. Dengang skulle vi have strammet finanspolitikken. Og nu er vi på vej ind i et underskud på 100 milliarder. Statsministeren snakker om, at der skal skæres ned og det skal der også, men det bliver meget hårdere nu, fordi man ikke turde, dengang det kunne gøres meget billigt. Og det sagde vismændene ikke klart og tydeligt. Men de skal sgu altid turde sige regeringen imod.

I det hele taget må man konstatere, at der er en meget lang række af personer og institutioner, der ikke har været sig deres ansvar bevidst. Der har hersket en blanding af dumhed og ansvarsforflygtigelse. I bank og finansverdenen har alle i de høje stillinger haft travlt med at fraskrive sig ethvert ansvar lige siden krisen tog fat. I mange bestyrelser har man ligefrem ansvarsfraskrivningsforsikringer. Det mener jeg er helt uhørt. Under opsvinget var der ingen grænser for de mange fortjenester de involverede tilskrev sig selv, men nu hvor det går den anden vej har alle travlt med at skyde skylden på krisen. Hvis ikke man vil tage ansvar – også når det går dårligt - må man holde sig væk.

Christen Sørensen er professor i økonomi ved Syddansk Universitet og bl.a. tidligere økonomisk overvismand.